USA svigter ikke Europa i disse uger. De reagerer blot på en lang række militære, sociologiske, økonomiske og teknologiske realiteter. Virkeligheden trænger sig på, og amerikanerne kan ikke længere benægte den. Vi gør klogt i at finde ud af, om de ser virkeligheden bedre, end vi gør. Hvis det kan koste amerikanerne dyrt at ignorere virkeligheden, så kan det koste os europæere hele vores verden.
Som allierede har vi kun leveret nederlag
For det første har amerikansk våbenmagt ikke været i stand til at indføre liberale eller demokratiske tilstande i hverken Afghanistan eller Irak. Vi kan altså nok sige, at vi har været ”gode allierede” med USA, men vi har kun været med til at tabe.
Virkeligheden er, at Vesten ikke har kunnet indføre demokrati og liberalisme i Mellemøsten. Naive forestillinger om Det Arabiske Forår har vist sig ikke at have hold i virkeligheden. Mellemøsten synes mere at være en tilstand, som man må leve med, end et problem, der kan finde en liberal-demokratisk løsning.
Den samme pessimistiske konklusion gælder for Afrika. Den idealisme, som karakteriserede amerikansk udenrigspolitik i al fald siden murens fald, er død.
Modsat Europa så har Israel vist, hvorledes man kan vinde krige med amerikanske våben og teknologi. Israel har derfor USA’s lydhørhed på en helt anden måde end os. Israel har vist amerikanerne, hvordan man kan vinde. Dér er der noget at lære. Hvad har amerikanerne kunnet lære af os?
Ukraine kan kun få sit tabte territorium igen med våbenmagt
For det andet har amerikansk våbenmagt heller ikke været i stand til at afvise Ruslands invasion af Ukraine. Virkeligheden er altså, at man i det 21. århundrede igen kan have succes med erobringskrige.
Hvis amerikanerne med vores hjælp i stedet havde fortrængt russerne fra Ukraine, havde erobret dele af Rusland og evt. lagt dele af Moskva i ruiner, så havde USA også gerne insisteret på, at nationale grænser var en ukrænkelig del af den internationale orden.
Men det er ikke det, som er virkeligheden. Ukraine kan altså kun få sit tabte territorium igen, hvis det kan generobre det i en krig.
Vestens våben skaber ikke afskrækkelse
For det tredje er virkeligheden den, at vestlig våbenmagt ikke længere fungerer som afskrækkelse, og den fremtid, som vi ser ind i, der vil en voksende del af Vestens våbenarsenal være forældet.
Den amerikanske stillehavsflåde skulle efter sigende være tvunget til at ligge mindst 1000 kilometer ude i Stillehavet, fordi den ikke ville kunne forsvare sig mod et kombineret angreb af missiler og droner. Hvis den sejlede ind i Taiwanstrædet, ville det være en dødsfælde i en væbnet konflikt med Kina.
Allerede i dag må vores handelsskibe sejle uden om Afrika, fordi vi ikke kan nedkæmpe houthinerne i Yemen. Hvis vores krigsflåde ikke engang kan sætte en tredjeverdenshær på plads, der bakkes op af en andenrangsstormagt som Iran, hvilke chancer har den så, hvis den står overfor Kina?
Nuværende asymmetri er ikke lig med overmagt
En krigssimulation i 2002 (Millenium Challenge 2002) resulterede i et katastrofalt nederlag for den amerikanske flåde. Asymmetrien i militær kapacitet var enorm, men vha. af en flåde af små skibe og krydsermissiler, lykkedes det allerede på andendagen at sænke 16 af amerikanernes krigsskibe: ét hangarskib, 10 krydsere og 5 amfibiefartøjer.
Havde det været rigtig krig og ikke en simulation, var 20.000 amerikanere døde den dag. Katastrofen var så total, at spillet måtte genstartes med nye regler. De nye regler førte til, at amerikanerne vandt. Men ingen har nogensinde hævdet, at en krig ikke kunne udspille sig som det gjorde i det første scenarie.
Europa har ikke teknologien til at stå alene
Krigen i Ukraine peger allerede i retning af, at kapacitet indenfor droner bliver afgørende i fremtidig krigsførelse. Nationen med den bedste og største dronehær vil vinde fremtidens krige.
Dronehære bliver formentlig nødt til at være delvis autonome, trænet vha. kunstig intelligens, og eftersom ingen europæisk nation her er teknologiførende – konkurrencen synes at stå mellem USA og Kina – så er der intet alternativ til en tæt og troværdig alliance med amerikanerne, hvis vi skal have nogen form for sikkerhed eller gøre os håb om at have en militærkapacitet, som kan afskrække.
USA skifter retning på grund af virkelighedens diktat
De stemmer, som mener, at vi skal vende amerikanerne ryggen, at vi ikke kan regne med dem, at amerikanerne har svigtet os, skal vi ikke lytte til. De lever i drømmeland. Amerikanerne ændrer deres udenrigspolitiske strategi pga. virkelighedens diktat.
De ønsker allierede, men allierede med reelle kapaciteter og evner, ikke allierede som de skal være babysittere for. Amerikanerne har ikke opgivet Europa. De tror og håber på, at vi kan stoppe vores civilisatoriske nedgang.
J.D. Vances formaninger i München om ytringsfrihed, behovet for øgede forsvarsudgifter, reel kontrol med immigrationen, mindre bureaukrati og regulering var ikke sagt i ond vilje.
Det blev sagt, fordi amerikanerne tror, det er altafgørende. Og ærlig talt – vi ved vel egentlig godt, at de har ret.
