Kort Nyt

03.01.23

Voldsspiral i Stockholm kan være koblet til drab på ung rapper

Eksplosioner, skudepisoder og drab i Stockholm kan være relateret til drabet på Einár, vurderer krimireporter.
Den svenske rapper Einár blev kun 19 år. Her ses han i november 2019.
Den svenske rapper Einár blev kun 19 år. Her ses han i november 2019.

Den seneste bølge af banderelateret vold i den svenske hovedstad, Stockholm, har sine rødder i to forskellige konflikter. Og den ene af disse konflikter ser ud til at have forbindelse til den dræbte svenske rapper Einár.

Det vurderer SVT's krimireporter, Diamant Salihu.

Over jul og nytår har der været en række eksplosioner, skudepisoder og drab i området omkring Stockholm.

Motiverne bag ugerningerne er uklare, men i den ene konflikt har flere af angrebene været rettet mod personer, som har været indblandet i eller anklaget for forbrydelser begået mod Einár.

- Men om der virkelig er tale om forskellige former for hævnangreb, er svært at sige med sikkerhed, siger Diamant Salihu.

Einár med det borgerlige navn Nils Grönberg blev skudt og dræbt i et boligområde i Hammarby Sjöstad i det sydlige Stockholm i oktober 2021.

Ingen er blevet anholdt for drabet på den 19-årige rapper, der selv havde været involveret i bandekriminalitet - både som offer og gerningsmand.

Natten til mandag fandt to eksplosioner sted i Stockholm - en i Bagarmossen i syd og en i Grimsta i nordvest.

Politiet mener at vide, hvem der står bag, og flere personer er blevet anholdt.

- Vi befinder os midt i en optrapning af volden, siger Max Åkerwall fra Stockholms Politi til SVT.

Ifølge politiet er der flere unge nu end tidligere, der begår alvorlig kriminalitet.

- Der er mange igangværende konflikter parallelt med hinanden i Stockholm. Tidligere relativt stabile netværk er blevet rykket fra hinanden, og gamle alliancer gælder ikke længere. Det gør arbejdet sværere for os, siger Max Åkerwall.

Den anden konflikt ser ud til at være koblet til kampen om narkotikamarkedet i Hässelby nordvest for Stockholm. Også her er rapmiljøet involveret.

Ifølge Aftonbladet var eksplosionen, som ramte en boligblok i Grimsta natten til mandag, formentlig rettet mod en kendt rapper med millioner af lyttere på Spotify. Ingen kom til skade i eksplosionen.

En af de i alt fire personer, som er anholdt i sagen, er også en kendt rapper, som har vundet flere priser for sin musik.

De to rappere er ifølge Aftonbladet tidligere venner, men befinder sig nu på hver deres side af bandekrigen.

Eksplosionen i Grimsta menes at være hævn for et drab på en mand i 20'erne i Vällingby nytårsaften.

Både Vällingby, Grimsta og Hässelby ligger i det samme område nordvest for Stockholm.

Bagarmossen ligger syd for Stockholm i det samme område, hvor Einár blev dræbt.

Kilde: /ritzau/NTB

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter