Regering uden kristendom

Det kan ikke undre nogen, at de Radikale, Moderaterne og venstrefløjen gerne vinker farvel til kristendommens særstatus. De har aldrig brudt sig om den og hader grundlovens klarhed på dette punkt.

I regeringsgrundlaget for den nye regering med parlamentarisk støtte fra Enhedslisten står der ikke ét ord om folkekirke eller kristendom. Det plejer der ellers.

I grundloven finder man den berømte passage, at ”den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.” Der er med andre ord religionsfrihed i Danmark, men ikke religionslighed. Folkets kirke er luthersk.

Nu kan man med Kontrasts skribent, sognepræst Marianne Wagner mene, at de ord hverken gør fra eller til i den politiske praksis i dagens Danmark. Skiftende regeringer har længe set skævt til kristendommen og med tiden foretrukket islam – eller i hvert fald denne religions vælgere.

Sidst Mette Frederiksen var statsminister med Lars Løkke ombord, afskaffede hun Store Bededag uden nogen som helst samtale og ophøjede Koranen til en så hellig bog, at ingen må brænde deres eget eksemplar.

Nu er samme Frederiksen og hendes lille hjælper Lars Løkke Rasmussen tilbage i deres respektive ministerier til trods for vælgermæssig tilbagegang, flankeret af blege embedsmænd, socialister fra den højere, urbane middelklasse og speltradikale.

Ingen af dem nærer nogen respekt for kristendom. Hvad skal de bruge det gamle bras til, når lufthavnen, internettet og slankepillen for længst er opfundet?

I den tidligere regeringsgrundlag stod dog, at ”Danmark er et kristent land, og den evangelisk-lutherske kirke indtager en særstatus som folkekirke.” Det er denne formulering, der nu er sakset bort.

Fraværet er i første omgang symbolsk.

Men det efterlader et tomrum, og tomrum har det med at blive fyldt af noget andet. Hvis den politiske ateisme og tilrejsende islamisme fortsætter sin sejrsgang, vil vi med al sandsynlighed gå fra religionsfrihed til religionslighed i Danmark.

Religionslighed tilgodeser både fortsat Menapt-indvandring og venstrefløjens omstillingsparate multikulturalisme. Man kan næsten høre de sidste kalde det en win-win, mens de skåler i cremant fra Alsace og tygger på afgiftsfrie gulerødder, før de tager metroen hjem til deres herskabslejligheder på Østerbro, spiser take-away til en eller anden progressiv tv-serie og laver et opslag på Instagram om deres travle dag i empatiens og forandringens tjeneste.

En skønne dag vil religionsligheden blive skrevet ind i et nyt og endnu rødere regeringsgrundlag: ”Danmark er ikke et kristent land, og den evangelisk-lutherske kirke nyder ingen særstatus som folkekirke.”

En sådan officiel tilkendegivelse vil lette en mere gelinde tilpasning til den islamiske kolonisering af kontinentet.

Det kan ikke undre nogen, at de Radikale, Moderaterne og venstrefløjen gerne vinker farvel til kristendommens særstatus. De har aldrig brudt sig om den og hadet grundlovens klarhed på dette punkt. Men det kan undre, at ingen medier eller politikere lader til at bemærke tomrummet, endsige beklager det.

Også på denne front har venstrefløjen sejret ad helvede til.

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter