Da Der Spiegel få uger før valget i Sachsen-Anhalt satte AfD's spidskandidat Ulrich Siegmund på forsiden som “Tysklands farligste mand”, var det ifølge Christopher Caldwell et godt billede på det paradoks, tysk politik er havnet i.
Siegmund repræsenterer et parti, som store dele af det politiske Tyskland betragter som ekstremistisk. Men samtidig er AfD blevet landets mest populære parti og står særlig stærkt blandt unge og i det østlige Tyskland.
Hvis AfD virkelig er den trussel mod demokratiet, som modstanderne hævder, spørger Caldwell, hvordan er partiet så blevet så stort?
Hans svar er, at AfD's historie ikke kan forstås uden samtidig at se på den tyske politiske elites egne fejltagelser.
Et system skabt til at holde yderfløjene ude
Efter Anden Verdenskrig opbyggede Vesttyskland det, der kaldes et wehrhafte Demokratie – et demokrati, som skal kunne forsvare sig selv.
