Jeg havde besluttet, at jeg ikke gad at skrive mere om 11. september 2001. Ikke fordi terrorangrebet er glemt, eller fordi de næsten 3.000 mennesker, der blev dræbt den dag, ikke fortjener at blive mindet. Men fordi historien om 11. september er en vestlig forfaldshistorie.
Angrebet blev udført i Allahs navn. Gerningsmændene opfattede ikke sig selv som desperate ofre, socialt udsatte unge eller misforståede oprørere. De betragtede sig som krigere i en religiøs kamp mellem islam og det vantro Vesten. De vidste, hvad de gjorde, og de forventede en belønning i det hinsides.
Det burde have tvunget vesten til at se klart.
Billederne er for længst blevet en del af den kollektive hukommelse: det andet fly, der forsvinder ind i sydtårnet, eksplosionen, røgen, mennesker ved vinduerne, mennesker, der springer i døden, og til sidst de to enorme bygninger, der styrter sammen og forvandler det sydlige Manhattan til en sky af støv, papir og pulveriseret beton.
Terroristerne valgte symbolerne med omhu: verdenshandelen, den amerikanske militærmagt og – hvis det fjerde fly havde nået sit formodede mål – den politiske magt i Washington.
Kort øjeblik af klarhed
I en kort periode forstod beslutningstagerene i Vesten, hvad de var oppe imod. Der var ingen tvivl om, hvem ofrene var, og hvem gerningsmændene var. Man talte åbent om islamisk terrorisme, al-Qaeda og den ideologi, der havde ført de 19 mænd frem til cockpittene. Man forstod, at frihed, demokrati og et åbent samfund ikke eksisterer af sig selv, men må beskyttes mod mennesker, der vil afskaffe dem.
Forståelsen var kortvarig. I stedet udviklede 11. september sig gradvist til en fortælling om Vestens egne synder. Opmærksomheden blev flyttet fra terroristernes ideologi til USA's udenrigspolitik, fra gerningsmændenes religiøse overbevisning til vestlig racisme, kolonialisme og diskrimination. Spørgsmålet var ikke længere først og fremmest, hvorfor islamister myrdede tusindvis af civile. Spørgsmålet blev, hvad Vesten havde gjort for at fortjene det.
Demokratieksport fejlede
Det betyder ikke, at vestens reaktion på terrorangrebet var fejlfri. Krigene i Afghanistan og Irak kostede enorme summer og utallige menneskeliv. Invasionen af Irak blev begrundet med påstande om masseødelæggelsesvåben, som viste sig at være løgnagtige. Abu Ghraib, hemmelige fængsler, tortur, masseovervågning og Guantánamo skadede den vestlige verdens troværdighed.
Forsøget på at eksportere demokrati med militære midler førte ikke til den nye, fredelige verdensorden, som nogle havde forestillet sig.
Politisk korrekte ritualer
I de følgende år lærte Vesten at møde islamiske terrorangreb med et stadig mere forudsigeligt ritual. Først kom chokket og sorgen. Dernæst blomsterne, lysene, stilheden og forsikringerne om, at angrebet intet havde med islam at gøre. Så fulgte advarslerne mod generaliseringer, had og islamofobi.
Ofte virkede det, som om myndigheder, kommentatorer og institutioner var mere bange for befolkningens reaktion på terroren end for den ideologi, der havde frembragt den. Efter hvert nyt angreb blev sproget lidt mere forsigtigt. Gerningsmandens navn og motiv blev holdt tilbage, mens offentligheden blev bedt om ikke at drage forhastede konklusioner.
Mistror instinkter
Når motivet ikke længere kunne skjules, blev terroristen beskrevet som psykisk syg, marginaliseret, radikaliseret på internettet eller frustreret over samfundet.
Alle disse forhold kan være relevante. Men de kom ofte til at fungere som en tåge omkring det centrale spørgsmål: Hvorfor optrådte den samme religiøse og politiske ideologi igen og igen som legitimation for volden?
Vestens forfald består ikke kun i, at vi er blevet svagere. Det består i, at vi har mistet evnen og viljen til at sige, hvad vi ser.
Sigende asymmetri
Vi lever i samfund, hvor en stor del af den kulturelle og akademiske elite betragter kritik af Vesten som et tegn på intelligens, mens forsvaret for den vestlige civilisation opfattes som mistænkeligt. Kristendommen kan hånes, nationale symboler kan tilsvines, og den europæiske historie kan reduceres til kolonialisme, racisme og undertrykkelse. Men kritik af islam behandles, som om den i sig selv udgør en trussel mod samfundsfreden.
Den asymmetri er ikke et udtryk for tolerance. Den er et tegn på kulturel usikkerhed, svaghed og frygt. Et samfund, der ikke længere tør forsvare sine grundlæggende værdier, vil før eller siden begynde at opgive dem.
Glidende selvcensur
Ytringsfriheden forsvinder sjældent ved én dramatisk beslutning. Den udhules gradvist gennem undtagelser, selvcensur, sikkerhedshensyn og velmenende forsøg på at undgå at krænke bestemte grupper. Journalister undlader at bringe billeder. Forlag siger nej til bøger. Undervisere springer vanskelige emner over. Kunstnere lærer, at nogle religioner kan kritiseres uden risiko, mens kritik af andre kan medføre trusler, politibeskyttelse og social udstødelse. Politikerne påstår stadig, at ytringsfriheden står fast, samtidig med at dens praktiske råderum bliver mindre.
Det er en bemærkelsesværdig udvikling. I årene efter 11. september erklærede vestlige ledere, at terroristerne angreb vores frihed, og at friheden derfor skulle forsvares. Et kvart århundrede senere indskrænker vi selv friheden for at undgå konflikter med de kræfter, der ikke accepterer den.
De tusinde tilpasningers politik
Terroristerne kunne ikke ødelægge den vestlige civilisation ved at vælte to skyskrabere. Men de kunne skabe en frygt, der langsomt fik Vesten til at ændre sig. Ikke på én gang og ikke gennem en formel kapitulation, men gennem tusind små tilpasninger.
Med forfald hentyder jeg ikke til økonomisk sammenbrud, tomme butikker eller ruiner i gaderne. Et samfund kan være velstående, teknologisk avanceret og administrativt velfungerende og alligevel befinde sig i et kulturelt forfald. Det sker, når samfundet mister troen på sin egen ret til at eksistere. Når det ikke længere tør skelne mellem frihed og underkastelse, mellem kritik og had, mellem gerningsmand og offer.
Husk 11. september uden omskrivninger
Derfor er det vanskeligt at skrive om 11. september i dag. Man risikerer enten at gentage de ceremonielle formuleringer om sorg, sammenhold og demokratiske værdier eller at deltage i den efterfølgende bortforklaring af det, der skete. Men dagen bør huskes uden omskrivninger.
Først reagerede vi med militært overmod og siden med kulturel kapitulation. Vi forsøgte at omforme fremmede samfund med bomber og bistand, mens vi hjemme gjorde vores eget samfund stadig mere usikkert på sine værdier. Vi overvågede vores borgere, begrænsede deres frihed og lærte dem, at den største fare ikke kom fra fanatikerne, men fra dem, der talte for direkte om fanatismen.
Derfor havde jeg egentlig besluttet, at jeg ikke gad at skrive om 11. september 2001.
Men tavsheden er også blevet en del af forfaldet. Hvis ordene ikke længere må siges, hvis billederne ikke længere må vises, og hvis terroristernes ideologi ikke længere må nævnes uden en lang række undskyldninger og forbehold, har frygten allerede vundet noget, som flykaprerne aldrig selv kunne have erobret.
