De seneste ugers demonstrationer og optøjer i Frankrig har ifølge den franske filosof og forfatter Bernard-Henri Lévy afsløret, at en farlig politisk idé er vendt tilbage. Det er forestillingen om, at de demokratiske samfund udøver en usynlig og systematisk vold mod deres borgere, og at denne vold derfor med rette kan besvares med fysisk vold i gaderne.

I et essay offentliggjort i det amerikanske medie The Free Press peger Lévy navnlig på Jean-Luc Mélenchons yderligtgående venstrefløjsparti, La France Insoumise (Det Ukuelige Frankrig), hvis ledende skikkelser har været med til at genoplive tanken om, at vold under visse omstændigheder er legitim.

For Lévy er der tale om et urovækkende gensyn med en tankegang, som han selv brugte en stor del af sit intellektuelle liv på at bekæmpe.

Fra revolutionær filosofi til politisk terror
Forestillingen om den retfærdige revolutionære vold har en lang historie. Lévy trækker trådene tilbage til den franske filosof Georges Sorel, der allerede i begyndelsen af det 20. århundrede fremstillede proletariatets vold som et nødvendigt og ligefrem fornyende modtræk til den borgerlige stats magt.

Senere blev lignende tanker fremført af nogle af Frankrigs mest indflydelsesrige intellektuelle. Jean-Paul Sartre forsvarede i sit forord til Frantz Fanons antikolonialistiske værk Fordømte her på jorden drabet på koloniherren som et svar på kolonialismens undertrykkelse.

Forfatteren Jean Genet gik endnu videre, da han i 1977 fremstillede den vesttyske terrorgruppe Baader-Meinhofs vold som en nødvendighed i kampen mod imperialismen. Fælles for dem var ifølge Lévy forestillingen om, at den eksisterende samfundsorden udøvede en vold, som retfærdiggjorde revolutionens modvold.

Lévy havde troet, at denne tankegang var blevet grundigt miskrediteret efter ungdomsoprøret i 1968. Selv tilhørte han den generation af franske intellektuelle, der under betegnelsen de nye filosoffer gjorde op med marxismen og den totalitære tankegang.

Erfaringerne med fascismen, nazismen og kommunismen burde efter hans opfattelse have gjort det klart, hvor galt det kan gå, når vold bliver ophøjet til et politisk ideal. Men nu, konstaterer han, må kampen åbenbart tages igen.

Det er de almindelige mennesker, der betaler prisen
Lévys første indvending mod den revolutionære vold er ganske jordnær. Den rammer sjældent dem, den hævder at bekæmpe. Når demonstranter angriber politiet, smadrer butikker og sætter biler i brand, er det ikke samfundets magthavere, der betaler prisen.

Det er politibetjenten, der tjener 2.000 euro om måneden og arbejder om natten for at beskytte borgerne. Det er den lille erhvervsdrivende, hvis butik er hans eneste formue. Og det er bilejeren, der i forvejen har svært ved at få privatøkonomien til at hænge sammen.

Alle bliver de ofre for en vold, der angiveligt skal befri dem fra undertrykkelse. Lévy sammenfatter paradokset således: "Optøjerne hævder at ramme 'systemet', men de rammer kvinder og mænd, som hverken er dets herrer eller dets begunstigede, men dets mest ydmyge undersåtter."

Volden hævder at hævne de ydmygede, men føjer ifølge Lévy blot frygt, økonomisk ruin og følelsen af at være blevet svigtet til deres ydmygelse.

Revolutionen skaber ny undertrykkelse
Lévys anden indvending er historisk. Den revolutionære vold afskaffer ikke den undertrykkelse, den vender sig imod. Tværtimod kan den fremkalde endnu hårdere undertrykkelse.

Han henviser til arbejderopstanden i Lyon i 1834, den blodige nedkæmpelse af revolutionen i juni 1848 og Pariserkommunen i 1871, der endte med tusindvis af døde. Men endnu værre kan det gå, når revolutionen faktisk sejrer.

Ifølge Lévy viser historien, at de regimer, der bliver født af voldelige opstande, ofte bliver mere brutale end dem, de afløser. Den revolutionære vold bliver ikke en midlertidig nødvendighed, men selve grundlaget for den nye magt. Og når magthaverne mener at handle på folkets og historiens vegne, føler de sig berettiget til hvad som helst.

Hans konklusion er, at "Modvolden lovede frigørelse, men den føder diktatur."

Lévy peger samtidig på, at den revolutionære volds tilhængere ikke altid bliver stående på den politiske venstrefløj. Han fremhæver blandt andet Georges Sorels forbindelser til et nationalistisk og socialistisk miljø, hvor idéer fra den yderste højre- og venstrefløj begyndte at smelte sammen.

Alternativet til retsstaten er jungleloven
Det grundlæggende spørgsmål handler ifølge Lévy om, hvem der skal have ret til at anvende vold. Her henviser han til filosofferne Thomas Hobbes og Jean-Jacques Rousseau og deres forestillinger om samfundskontrakten.

Når borgerne giver afkald på selv at udøve retfærdighed og overlader den legitime magtanvendelse til staten, indebærer det naturligvis en risiko. Staten kan misbruge sin magt. Derfor skal den kontrolleres og stilles til ansvar, når den begår overgreb.

Men alternativet er langt værre. Hvis enhver borger eller politisk bevægelse selv kan afgøre, hvornår vold er berettiget, ophører loven med at være samfundets fælles målestok. Så er det den stærkeste, den vredeste eller den mest fanatiske, der bestemmer.

Lévy advarer om, at Frankrig kan bevæge sig fra militser og voldelige sammenstød til en egentlig borgerkrig mellem en yderste højrefløj og en yderste venstrefløj. Han ser også tegn på lignende politiske spændinger i USA, både omkring MAGA-bevægelsen og blandt demokrater, som han beskriver som stærkt præget af had til Israel.

Retsstaten er svaret på uretfærdighed
Lévy afviser ikke, at der findes systematisk undertrykkelse i moderne samfund. Han afviser forestillingen om, at den kan bekæmpes gennem optøjer og revolutionær vold. Han minder om, at selv Sartre mod slutningen af sit liv begyndte at opgive troen på, at terror kunne føre til et bedre samfund.

Lévy konkluderer, at uretfærdighed skal bekæmpes gennem retsstaten. Det er gennem loven og domstolene, at borgerne kan stille myndighederne til ansvar, få konstateret overgreb og kræve deres rettigheder respekteret.

Det afgørende er, at den enkelte kan udfordre magten uden selv at gøre sig til dommer og bøddel. Han afslutter derfor sit essay med en advarsel til nutidens oprørske generationer.

Hvis de ikke lærer af det 20. århundredes erfaringer, risikerer de at udsætte selve civilisationen for omvæltninger af et hidtil uset omfang.