Friheden har en særlig skrøbelighed. Den kan knuses med magt, men den kan også langsomt gå i opløsning, når de mennesker, der nyder godt af den, ikke længere forstår, hvad der gør den mulig.
Et samfund, der vænner sig til at betragte enhver begrænsning som en trussel mod den enkeltes selvbestemmelse, mister efterhånden evnen til at skelne mellem den myndighed, der beskytter det politiske fællesskab, og den magt, der ønsker at undertrykke det.
Dette paradoks står centralt på nogle af de mest foruroligende sider i Platons Staten. I ottende bog beskriver filosoffen overgangen fra demokrati til tyranni. Ikke som en historisk nødvendighed, der uundgåeligt vil gentage sig, men som en mulighed for, at en samfundsform i sidste ende kan frembringe netop det, den frygter mest.
Spørgsmålet har ikke mistet sin aktualitet. Hvad sker der med friheden, når den ikke længere anerkender nogen målestok ud over sig selv?













