“De amerikanske studerende er lidt hurtigere til at mene, at noget er over stregen, hvis det handler om minoriteter i en eller anden udstrækning” siger Dennis Meyhoff Brink, der er satireforsker og ekstern lektor på DIS (Danish Institute for Study Abroad), hvor han underviser amerikanske udvekslingsstuderende i satire. Han er inviteret i studiet hos Cilles Sorte Skole til en snak om forskelle og ligheder mellem danske og amerikanske studerende, når det kommer til krænkelseskultur.
“Det er klart, at når jeg underviser amerikanske studerende, så træder jeg mere varsomt – jeg går langsommere frem og er mere spørgende i min stil, end når det er danskere, fordi de kommer med et andet mindset og en anden type fordomme,” forklarer Dennis Meyhoff Brink. Han uddyber, at vi i Danmark endnu ikke har set fyringer og samme cancel culture, som vi kender det fra amerikanske universiteter, men alligevel mener han, at vi i Danmark i dag ser en light-version af USA i både retorikken og kulturen.
Til spørgsmålet om, hvor den nye skrøbelighed i forhold til krænkelser kommer fra, svarer Brink:
“Jeg tror, det har at gøre med nogle større samfundsmæssige rokeringer, som er foregået over årtier. At på en måde så avler forkælelse sine egne problemer.”
Han trækker paralleller til eventyret Prinsessen på ærten, hvor hovedpersonen er så forfinet, at hun kan mærke en ært under syv madrasser og får blå mærker af det, fordi hun har en særligt udviklet følsomhed, som kun overklassen har.
“På en måde er vi allesammen overklasse i dag, fordi vi ikke lever i et mangelsamfund, men i et mulighedssamfund. Og når problemer forsvinder, så bliver man opmærksom på andre problemer, som kunne eksistere. Vi bliver allesammen mere følsomme over for de her mikroaggressioner, fordi der ikke er så mange af makroaggressionerne længere,” mener Brink.
Ovenstående er kun et lille uddrag af dagens program. Se det hele i videoen herover.
Husk, at du også kan finde alle Kontrasts udsendelser som podcast i iTunes, Google Podcast, Spotify og via vores RSS-feed.