På de danske universiteter er november lig med universitetsvalg, hvor de studerende har mulighed for at blive valgt ind i studienævnet, universitetsbestyrelsen og Akademisk Råd. Selvom det årlige valg er den oplagte mulighed for at få indflydelse på sit uddannelsessted, studieordning, pensum og hverdagen som studerende, plejer der at være en meget lav valgdeltagelse ved universitetsvalgene, og det er ærgerligt, ifølge Cille Hald Egholm.
Det samme mener Anders Storgaard og Emma Porthuis, der begge studerer Statskundskab på Københavns Universitet og er ugens gæster i Cilles Sorte Skole. De stiller begge op til universitetsvalget for henholdsvis den borgerlige studenterorganisation Konservative Studerende og den venstreorienterede studenterforening Frit Forum, og selvom de to organisationer er placeret på hver sin side af den politiske midte, er de gået i valgforbund sammen.
Der er nemlig en tredje modstander, som er værd at kæmpe imod på tværs, og det er Studenterrådet, der dominerer universiteterne i dag.
“Studenterrådet profilerer sig som en neutral ikke-politisk organisation - en slags fagforening, der taler for alle studerende - men i virkeligheden er de dybt venstreorienterede, de vil bare ikke kendes ved det. Og det er et problem, fordi det ikke er alle studerende, der bliver repræsenteret, selvom de hævder det,” forklarer Anders Storgaard.
Det påvirker hele samfundet
Når en organisation, der hævder at være neutral og repræsentere alle studerende, i virkeligheden fører en aktivistisk venstreorienteret politik, er det et problem - ikke kun for de studerende på landets uddannelsesinstitutioner, men for hele vores samfund. Det mener de to kandidater i hvert fald.
“Der er helt sikkert en venstreorienteret vinkling på Statskundskab , og selvom jeg er venstreorienteret, synes jeg, det er vigtigt at have begge sider og hele perspektivet med, når jeg skal ud i verden,” siger Emma Porthuis og fortsætter:
“Der har været snak om helt at fjerne teorier, fordi man ikke har været enig i den politiske holdning, men på universitetet bliver man nødt til at være objektive og vægte forskning højere end politik. Hvis du bliver embedsmand, som mange af os på Statskundskab gør, så skal du være objektiv. Det er jo ikke et amerikansk styresystem, for embedsværket følger med ministeriet. Og du skal kunne se tingene fra begge vinkler. Som det er nu, mangler den højreorienterede vinkling i vores undervisning.”
Anders Storgaard stemmer i og kommer med et eksempel fra sin egen undervisning på Statskundskab, hvor hans hold fx har skullet lave en neo-kolonial og feministisk analyse af brexit. Og det, mener han, er for meget:
“Hvis alle studerende bliver uddannet ud fra et venstreorienteret perspektiv, hvad sker der så, når de sidder ude i centraladministrationen en dag, eller når de kommer til at sidde og forske med udgangspunkt i de teorier, de er blevet præsenteret for? Vores uddannelse forbereder os ikke på at være neutrale - den forbereder os på at føre venstreorienteret politik.”
Se hele afsnittet af Cilles Sorte Skole ovenfor.
Husk, at du også kan finde alle Kontrasts udsendelser som podcast i iTunes, Google Podcast, Spotify og via vores RSS-feed.