Julen nærmer sig, men det bliver en jul som aldrig før. For anden gang siden marts er Danmark nedlukket i et forsøg på at kontrollere en covidsmitte, der har været hastigt stigende gennem november og december. Den danske nedlukning er endda i den "milde" ende sammenlignet med en række europæiske lande, hvor der er indført håndfaste og meget lave forsamlingsforbud samt natlige udgangsforbud. Men hvordan og hvor meget virker de forskellige regeringsindgreb?
Kontrasts chefredaktør Mikkel Andersson, der har dækket covidkrisen intenst i bl.a. podcasten Lukket Land, mener, at nedlukningerne er et nødvendigt værktøj til at kontrollere smitte, hvis man ikke evner at kopiere de østasiatiske landes langt mere kirurgiske indgreb, der har sikret dem både færre døde og en mindre hårdt ramt økonomi.
Men ifølge chefkonsulent i CEPOS, Jonas Herby, som også har skrevet omfattende om covidkrisen og dens konsekvenser siden marts, er det ikke nedlukningerne, der virker, men derimod befolkningernes frivillige adfærdsændring. Stod det til ham, skulle regeringerne derfor nøjes med at indføre en begrænsning af forsamlingsstørrelse og ellers overlade det til borgerne og deres sunde fornuft at tage de forholdsregler, de selv finder relevante for at holde smitten nede – støttet af tests, smittesporing, information og andre tiltag fra det offentlige, der kan understøtte den frivillige adfærd. Og Herby mener, efter at have gransket en række studier af nedlukninger, at forskningen er på hans side.
Men er der egentlig belæg for det i forskningen, når en række af de studier, han anvender, selv siger, at nedlukninger har reddet hundredetusinder af liv og forhindret millioner af smittetilfælde, og kan man egentlig skille frivillig adfærd og effekterne af regeringsnedlukninger ad? Og hvorfor sejler smittesporingen, som de er enige om er et centralt værktøj, egentlig så voldsomt i Danmark?
Der er lagt i kakkelovnen til en skarp, lejlighedsvist nørdet og beleven duel. Se med herover.
Husk, at du også kan finde alle Kontrasts udsendelser som podcast i iTunes, Google Podcast, Spotify og via vores RSS-feed.