Rigsadvokaten i den amerikanske delstat Alabama ønsker, at delstaten bliver den første til at bruge nitrogen som middel til dødsstraf.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Rigsadvokaten har bedt delstatens højesteret om at fastsætte en dato for henrettelsen af Kenneth Smith ved hjælp af nitrogen.
Den dødsdømte vil i det tilfælde blive tvunget til at trække vejret med ren nitrogen. Uden ilt vil fangen miste bevidstheden og dø.
Normalvis indeholder den luft, som mennesker indånder, 78 procent nitrogen. Grundstoffet er altså ikke farligt i sig selv, når det indåndes sammen med ilt.
Fortalere for at bruge nitrogen til dødsstraf mener, at metoden er smertefri, mens modstandere har sat metoden i forbindelse med forsøg med mennesker.
Metoden er lovlig i tre delstater i USA, men har aldrig været taget i brug.
I Alabama lovliggjorde myndighederne metoden i 2018 på grund af mangel på de indsprøjtningsmidler, der ellers bliver brugt.
Også i Oklahoma og Mississippi er nitrogenmetoden tilladt, men har aldrig været i brug.
Det forventes, at udmeldingen fra Alabama sætter gang i en ny bølge af debat om USA's brug af dødsstraf - og om hvorvidt det er i tråd med forfatningen.
58-årig Kenneth Smith er dømt til døden for at have udført et lejemord på en prædikants partner i 1988. Han skulle efter planen være blevet henrettet med gift sidste år, men det skete ikke, da der var problemer med det udstyr, der skulle bruges.
Han og flere andre indsatte i Alabama har forsøgt at udgå giftsprøjten til fordel for nitrogenmetoden.
Begæringen til Alabamas højesteret indeholder ingen detaljer om, hvordan henrettelsen konkret skal udføres.
Kilde: /ritzau/