06.06.23

Belarus misser forsøg på at blive del af FN's Sikkerhedsråd

Algeriet og Sydkorea er blandt de nye lande i FN's Sikkerhedsråd. Belarus formåede ikke at blive valgt.
Fem lande er blevet valgt til FN's Sikkerhedsråd. De vælges for en periode på to år og indtræder i rådet 1. januar næste år. (Arkivfoto).
Fem lande er blevet valgt til FN's Sikkerhedsråd. De vælges for en periode på to år og indtræder i rådet 1. januar næste år. (Arkivfoto).

Fem lande er tirsdag blevet valgt ind i FN's Sikkerhedsråd.

Det skriver flere internationale nyhedsbureauer.

Der er tale om Algeriet, Guyana, Sierra Leone, Sydkorea og Slovenien. De fire førstnævnte blev valgt uden modkandidat, mens Slovenien var oppe imod Belarus.

Belarus er kommet negativt i fokus hos mange vestlige lande på grund af belarusernes tætte forhold til Rusland, der har invaderet Ukraine. Og det lykkedes altså heller ikke for landet at få en plads i rådet.

FN's Sikkerhedsråd består af 15 medlemslande i alt. Fem af dem - Storbritannien, Kina, Frankrig, Rusland og USA - er faste medlemmer.

De resterende ti vælges for en periode på to år. Hvert år bliver fem lande udskiftet.

Algeriet og Sierra Leone vil repræsentere Afrika, mens Sydkorea vandt Asien-Stillehavssædet, og Guyana har fået det sæde, der er reserveret til Latinamerika og Caribien.

De fem nye medlemslande indtræder i FN's Sikkerhedsråd 1. januar 2024 og erstatter Albanien, Brasilien, Gabon, Ghana og De Forenede Arabiske Emirater.

De ti ikke-permanente medlemslande vælges, så de forskellige dele af verden repræsenteres lige.

Landene skal dog stadig vinde støtte fra to tredjedele af Generalforsamlingen.

Her fik Guyana 191 stemmer, Sierra Leone 188, Algeriet 184 og Sydkorea 180.

Slovenien fik 153 stemmer og slog Belarus, som fik 38 stemmer, skriver Reuters.

Ifølge FN-chefen i Human Rights Watch, Louis Charbonneau, har Belarus ikke noget at gøre i Sikkerhedsrådet.

- FN's medlemslande har utvivlsomt besluttet, at Belarus' alvorlige menneskerettighedskrænkelser i landet og hvidvaskning af russiske grusomheder i Ukraine diskvalificerer det fra at tjene i Sikkerhedsrådet - et afgørende organ for at beskytte menneskerettighederne, siger han ifølge AFP.

De fem lande blev valgt af FN's Generalforsamling.

Danmark lancerede sidste år sit kandidatur til FN’s Sikkerhedsråd for perioden 2025 og 2026.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter