12 ballonskippere skulle tirsdag aften stige til vejrs med hver deres varmluftsballon på første etape af dette års danmarksmesterskab i ballonflyvning.
Men det danske sommervejr har haft andre planer. De kraftige vindstød og det ustadige vejr har fået arrangørerne bag til at aflyse tirsdag aftens flyvning.
Det oplyser DreamBalloon Cup, der står bag stævnet, på sin facebookprofil.
Mesterskabet består af otte flyvninger spredt ud over fem dage på Nordfyn.
- Vi krydser fingre for, at vejret snart bliver bedre, skriver arrangørerne på Facebook.
Konkurrencen består i at være bedst til præcisionsflyvninger - at komme tættest på et givent mål.
En varmluftsballon har ingen rat og flyver derfor altid i vindens retning, der kan variere i de forskellige luftlag. Man styrer ballonen op og ned ved at opvarme luften i ballonen.
En af de 12 skippere har særlig erfaring med DM i ballonflyvning. De seneste fire år er Christoffer Mundt og hans hold løbet med sejren og titlen som Danmarksmester.
DM i ballonflyvning er ikke blot varmluftsballoner. Alverdens aktiviteter fra en ballonmand, der laver ballondyr, til droneflyvninger er også en del af programmet for de fem dage.
Men allerede mandag forberedte arrangørerne sig på, at der muligvis ville komme ændringer i programmet på grund af vejrudsigten.
- Vi er født optimister, men ... Blæsten og de kraftige vindstød i aften gør desværre, at vi ikke kan klargøre pladsen. Det betyder desværre at der ikke bliver aktiviteter på pladsen tirsdag aften, skrev arrangørerne mandag.
Ifølge planerne skal næste flyvning foregå onsdag morgen efterfulgt af en ny flyvning onsdag aften. Arrangørerne opfodrer til at holde øje med facebooksiden for opdateringer i programmet.
Kilde: /ritzau/