25.09.23

Den bortløbne abe fra Odsherred Rescue Zoo er blevet fanget

Kapucineraben Milan, der har været på fri fod siden juni, er nu tilbage i trygge rammer, skriver TV2 ØST.
Ved hjælp af en banan fik ægteparret lokket aben ind i et drivhus, hvorefter de fik tilkaldt personalet fra Odsherred Rescue Zoo, der kom og hentede den. (Arkivfoto).
Ved hjælp af en banan fik ægteparret lokket aben ind i et drivhus, hvorefter de fik tilkaldt personalet fra Odsherred Rescue Zoo, der kom og hentede den. (Arkivfoto).

Aben Milan, der stak af fra Odsherred Rescue Zoo tilbage i juni, er nu blevet fanget.

Det skriver TV2 ØST.

Kapucineraben er blevet spottet flere gange i det nordlige Sjælland i løbet af de sidste par måneder.

Søndag morgen dukkede den op på en adresse i Klint i Nykøbing Sjælland, hvor det lykkedes et ægtepar at fange den.

Ved hjælp af en banan fik ægteparret lokket aben ind i et drivhus, hvorefter de fik tilkaldt personalet fra Odsherred Rescue Zoo, der kom og hentede den.

Ifølge Joan Thygesen, der er Odsherred Rescue Zoos indehaver, har eftersøgningen fyldt meget.

- Vi har været ude at lede efter ham hver dag. Vi har været to-tre hold, der har været på udkig efter ham hele tiden. Det har været alt fra Årstoften til Grevinge til Nykøbing og Rørvig, siger Joan Thygesen til TV2 ØST.

De endte med at bede lokalsamfundet om hjælp på de sociale medier, hvilket altså endte med at have effekt.

Aben har været svær at fange på grund af dens adræthed og evne til at kravle op i høje træer.

Det har derfor heller ikke være muligt at fange den med bedøvelsespile, som normalt anvendes, lyder det.

Milan er nu anbragt i et karantæneområde for at give den fred og ro, før den kommer tilbage til de andre aber, fortæller Joan Thygesen til TV2 ØST.

Kapucineraberne kan blive op til en meter store, hvoraf halen udgør 60 centimeter. De kan blive op til 42 år, skriver mediet.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter