13.10.23

Efter lækage på ISS kommer Mogensen alligevel på rumvandring

Andreas Mogensen skulle have været på rumvandring 12. oktober. Nu er planen, at han kommer afsted 19. oktober.
Da lækket på rumstationen opstod mandag 9. oktober, var der tale om tredje lækage af kølervæske fra det russiske modul på rumstationen inden for et år. (Arkivfoto).
Da lækket på rumstationen opstod mandag 9. oktober, var der tale om tredje lækage af kølervæske fra det russiske modul på rumstationen inden for et år. (Arkivfoto).

Andreas Mogensen skal alligevel på rumvandring meget snart.

I den seneste opdatering fra Nasa lyder det, at lækket på Den Internationale Rumstation (ISS) er stoppet og at Andreas Mogensens rumvandring er blevet flyttet til "tidligst torsdag 19. oktober".

Det præcise tidspunkt for rumvandringen vil blive offentliggjort senere, oplyser Nasa.

Det skriver Videnskab.dk.

Andreas Mogensen skulle oprindeligt have været på rumvandring torsdag i denne uge.

Som følge af en uventet lækage af kølervæske fra en radiator på ISS, måtte rumvandringen aflyses.

Det er endnu uvist, hvad der var årsag til lækket fra radiatoren, som sad på det russiske modul på rumstationen.

Den Europæiske Rumfartsorganisation, ESA, oplyser til Videnskab.dk at "alle beslutninger, som træffes, er baseret på betragtninger om sikkerhed".

Planerne for Andreas Mogensens rumvandring ser fortsat ud til at være de samme, som hans oprindelige planer for 12. oktober.

Ude i rummet skal han stå på en 17 meter lang robotarm og installere et nyt kamera.

Hans kollega Loral O’Hara skal tage prøver omkring ventiler på rumstationens yderside for at se, om mikroorganismer kan overleve i de barske forhold uden på rumstationen, skriver Videnskab.dk.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter