16.05.23

Eksplosioner brager i Kyiv under intensivt russisk luftangreb

Ukrainsk embedsmand kalder Ruslands angreb mod Kyiv natten til tirsdag "exceptionelt" i dets "tæthed".
Der var tale om et "helt exceptionelt" intenst angreb mod Kyiv natten til tirsdag, hævder en ukrainsk embedsmand. Her ses et af missilerne fra nattens angreb.
Der var tale om et "helt exceptionelt" intenst angreb mod Kyiv natten til tirsdag, hævder en ukrainsk embedsmand. Her ses et af missilerne fra nattens angreb.

Rusland har natten til tirsdag iværksat et "helt exceptionelt" intenst angreb mod Kyiv, Ukraines hovedstad, hvor både droner, krydsermissiler og formentlig ballistiske missiler blev sendt afsted.

Det hævder flere ukrainske embedsmænd efter det, som blev det ottende luftangreb mod Kyiv alene i maj.

Serhij Popko, lederen af Kyivs militæradministration, siger, at angrebet var det hidtil "højeste antal missilangreb inden for den korteste tidsramme"

- Det var helt exceptionelt i sin tæthed, skriver Popko på beskedtjenesten Telegram.

Sirener og eksplosioner begyndte at lyde omkring klokken 02.30 natten til tirsdag dansk tid. På det tidspunkt har klokken været 03.30 i Kyiv.

Det er ikke umiddelbart kendt, hvor mange af de russiske missiler som blev skudt ned, eller om der var nogen, der ramte deres mål.

- Foreløbige informationer viser, at langt størstedelen af fjendens mål i Kyivs luftrum blev opdaget og ødelagt, skriver Serhij Popko på Telegram.

De første meldinger om eksplosionerne kom fra Kyivs borgmester, Vitalij Klytjko.

- Luftforsvarssystemer arbejder mod mål, skrev han på Telegram uden at give yderligere detaljer.

Han uddybede senere, at der i to af Kyivs distrikter var særligt en fare forbundet med nedstyrtende vragrester. Det havde blandt andet sat ild til flere biler i Solomjanskyj-distriktet, som ligger i den vestlige del af den ukrainske hovedstad. Tre personer skulle desuden være kommet til skade her.

I Sjevtsjenkivskyj-distriktet, som ligger i det centrale Kyiv, skulle vragrester været styrtet ned i Kyivs zoologiske have.

Efter flere ugers pause genoptog Rusland i april dets angreb med langtrækkende missiler mod den ukrainske hovedstad. Angrebene har derfor i de seneste dage været mange mod Kyiv. Ukraine har dog formået at slå de fleste af dem tilbage.

Reuters

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter