12.03.23

Entreprenører slår alarm over lukning af Silicon Valley Bank

En hel generation af startups kan blive tabt på gulvet med lukningen af Silicon Valley Bank, advarer investor.
Silicon Valley Bank kollapsede efter at frygt for bankens finansielle helbred fik kunder til hastigt at trække deres penge ud af banken. (Arkivfoto).
Silicon Valley Bank kollapsede efter at frygt for bankens finansielle helbred fik kunder til hastigt at trække deres penge ud af banken. (Arkivfoto).

Lukningen af Silicon Valley Bank (SVB) har allerede sendt rystelser gennem det amerikanske banksystem, og nu advarer entreprenører om, at "en hel generation af amerikanske startups" kan blive tabt på gulvet.

De dystre forudsigelser kommer fra Garry Tan, som står bag inkubatoren Y Combinator i Silicon Valley. En inkubator er typisk en virksomhed, der hjælper nyopstartede virksomheder på vej, mod at inkubatoren får en ejerandel i virksomheden.

- De virkelige ofre her er bankkunderne: Startups med mellem 10 og 100 ansatte, som ikke kan udbetale løn, og som må hjemsende medarbejdere eller nedlægge deres arbejde allerede inden mandag, skriver Tan på Twitter.

Garry Tans inkubator har blandt andet hjulpet selskaber som udlejningssiden Airbnb og kryptobørsen Coinbase på vej.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Finansmyndigheder i delstaten Californien lukkede fredag den kriseramte bank. Bankens afdelinger genåbner mandag under føderal kontrol, meddeler føderale og californiske myndigheder.

Silicon Valley Bank er kommet i problemer, efter at bankens moderselskab meddelte, at det er i bekneb for kapital.

Joseph DeSimone, en professor ved Stanford Universitet i USA og grundlægger af flere virksomheder, fortæller, at banken er en integreret del af startup-kulturen i det techrige område.

- SVB kendte entreprenørsamfundet, siger han ifølge AFP.

- De hjalp os med at rekruttere, de hjalp os med at sikre huslån til tilflyttende medarbejdere, og de tilbød finansiel rådgivning til nyudnævnte chefer. Så deres forsvinden er virkelig et tab.

Visse af Silicon Valley Banks kunder vil være beskyttet af den amerikanske myndighed Det Føderale Indskudsforsikringsselskab (FDIC).

Myndigheden dækker dog kun tab op til 250.000 dollar - cirka 1,76 millioner danske kroner.

Det seneste årsregnskab fra den kriseramte bank viste, at 96 procent af de 173 milliarder dollar, som kunder har i banken, ikke er dækket af FDIC's beskyttelse.

Myndigheden forsikrede fredag kunder om, at den ville gøre sit bedste for at udbetale forsikringsbeløbet til de omfattede kunder. Men de kunder, hvis penge ikke er forsikret, vil være afhængige af frasalg af bankens aktiver.

Kollapset i Silicon Valley Bank skete, efter at tvivl om bankens finansielle tilstand fik utallige kunder til hastigt at trække deres aktiver ud af banken.

Det har i USA skabt frygt for, at kunder kunne finde på at hive deres penge ud af andre banker, der primært arbejder med techvirksomheder og -startups.

FDIC og USA's Centralbank overvejer ifølge nyhedsbureauet Reuters at oprette en pulje, hvorfra der kan udmøntes penge til banker, som oplever problemer på grund af Silicon Valley Bank-kollapset.

Landets præsident, Joe Biden, har lørdag haft møder med guvernøren i Californien, hvor Silicon Valley ligger, om situationen, og hvordan den bedst håndteres.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter