26.07.23

Kevin Spacey frikendt i sag om seksuelle overgreb

Spacey havde tårer i øjnene, da nævningetinget læste afgørelsen op. Han har afvist alle anklager.
- Jeg er enormt taknemmelig over, at nævningetinget har taget sig tiden til at gå alle beviserne og alle fakta nøje igennem, siger Kevin Spacey efter dommen onsdag.
- Jeg er enormt taknemmelig over, at nævningetinget har taget sig tiden til at gå alle beviserne og alle fakta nøje igennem, siger Kevin Spacey efter dommen onsdag.

Den amerikanske skuespiller Kevin Spacey er onsdag ved en domstol i London frifundet i alle ni anklager om seksuelle overgreb mod fire mænd.

Det skriver Reuters og flere andre medier.

Den britiske tv-station BBC beskriver, at Spacey havde tårer i øjnene, da nævningetinget læste afgørelsen op.

I løbet af den fire uger lange retssag i London har anklagerne i sagen beskrevet, hvordan den 64-årige Hollywood-stjerne på aggressiv vis begik overgreb på tre af de fire mænd i perioden 2004 til 2013.

Det skal være sket i en periode, hvor han arbejdede på Old Vic-teatret i London som kunstnerisk chef.

Den 64-årige skuespiller boede i den britiske hovedstad, London, i mere end et årti, men bor i dag i USA.

En fjerde mand har sagt, at Spacey udførte oralsex på ham, efter at han var gået omkuld i skuespillerens lejlighed i London.

Ingen af dem er navngivet i offentligheden.

Spacey har afvist alle anklagerne om, at han skulle have begået overgreb.

Han har sagt, at episoderne - i det omfang Spacey mener, at de overhovedet har fundet sted - foregik med samtykke.

Derudover har han beskrevet sig selv som en meget flirtende type. Selv om han måske på klodset vis har forsøgt at lægge an på en af mændene, har Spacey hævdet, at han aldrig har begået overgreb.

Efter dommen kom skuespilleren med udtalelser til journalister uden for retten i London.

- Jeg er enormt taknemmelig over, at nævningetinget har taget sig tiden til at gå alle beviserne og alle fakta nøje igennem, før de nåede deres beslutning, og jeg føler mig ydmyg over resultatet i dag, sagde han ifølge nyhedsbureauet AFP.

Hans forsvarer har antydet, at de fire mænd har fremsat anklagerne mod skuespilleren i et forsøg på at få penge ud af ham.

Patrick Gibbs, Spaceys forsvarsadvokat, har tidligere sagt, at "rygter og berømmelse" er årsag til anklagerne mod Spacey.

Nævningetinget vil høre "bevidste overdrivelser og mange løgne" under retssagen, sagde han videre, inden den cirka fire uge lange retssag var færdig.

Spacey har tidligere afvist i alt 13 anklager. Sidste onsdag blev fire anklager droppet på grund af en "juridisk teknikalitet", skriver The Guardian.

De fire anklager var om andet seksuelt forhold end samleje.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter