En guldfarvet glimmerstilet er glemt på Christiansborg Slot efter fejringen af prins Christians 18-års fødselsdag søndag.
Det skriver kongehuset på Instagram med henvisning til eventyret om Askepot.
- Er det mon Askepot, der glemte sin sko i aftes, lyder det i kongehusets opslag.
Kongehusets presseafdeling bekræfter over for Ritzau, at det ikke er et mediestunt.
I mellemtiden er ejermanden fundet, efter at Se og Hør har kigget billederne fra festlighederne igennem.
Det er Anne-Sofie, som fortæller til mediet, at det var ment som "en eventyrlig afslutning a la Askepot".
- Jeg syntes selv, det var lidt sjovt, og jeg snakkede med min familie og mine venner om det inden, og de var enige om, at jeg skulle gøre det.
- Det er sådan en chance, man ikke får igen, siger hun til mediet.
Om Anne-Sofie vil henvende sig for at få sin stilet tilbage, ved hun ikke endnu.
Kilde: /ritzau/