28.06.23

Medie: Russisk general havde kendskab til Wagner-oprør

Wagner-leder Jevgenij Prigozjin have ikke gjort oprør uden opbakning højere oppe, skriver The New York Times.
Sergej Surovikin (tv.) hjalp muligvis Wagner-gruppen med at planlægge oprøret, der dog endte med at blive afblæst, skriver The New York Times. (Arkivfoto).
Sergej Surovikin (tv.) hjalp muligvis Wagner-gruppen med at planlægge oprøret, der dog endte med at blive afblæst, skriver The New York Times. (Arkivfoto).

En højt rangerende russisk general havde indgående kendskab til Wagner-leder Jevgenij Prigozjins planer om at gøre oprør mod landets militære ledelse.

Det hævder anonyme amerikanske embedsmænd på baggrund af amerikanske efterretninger til avisen The New York Times.

Ifølge embedsmændene drejer det sig om Sergej Surovikin. Der spekuleres i, at han muligvis hjalp Prigozjin med at planlægge oprøret, der dog endte med at blive afblæst.

Sergej Surovikin er ifølge The New York Times en velrespekteret militær leder, som var med til at styrke den russiske defensiv efter Ukraines modoffensiv sidste år.

Han blev erstattet som lederen af de russiske styrker i Ukraine af Valerij Gerasimov tidligere i år.

The New York Times skriver også, at det tyder på, at andre russiske generaler muligvis støttede Prigozjin i at udfordre lederskabet i Ruslands forsvarsministerium.

Både tidligere og nuværende embedsmænd mener således, at Wagner-chefen ikke havde startet sit oprør, medmindre han var overbevist om, at andre magtfulde personer ville bakke ham op.

Wagner-gruppen rykkede lørdag op gennem Rusland og stoppede angiveligt 200 kilometer fra Moskva.

Oprøret blev afblæst for at "undgå et blodbad" med en aftale, der blev til ved hjælp af Belarus' præsident, Aleksandr Lukasjenko.

Var Sergej Surovikin rigtignok involveret, er det ifølge The New York Times endnu et tegn på den pressede situation, som Ruslands præsident, Vladimir Putin, befinder sig i.

- Putin er tilbageholdende med at ændre sin stab. Men hvis efterretningstjenesten lægger en fil på Putins skrivebord, der implicerer Surovikin, kan det ændre sig, siger Alexander Baunov, der er analytiker ved tænketanken Carnegie, til The New York Times.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter