En mor og hendes to børn er blevet evakueret fra al-Roj-lejren i det nordøstlige Syrien og befinder sig nu i Danmark.
Det sker efter en beslutning fra regeringen i maj om at tilbyde evakuering.
Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse fredag morgen.
- Evakueringen er forløbet planmæssigt og gennemført efter godt og konstruktivt samarbejde med den kurdisk-dominerede lokaladministration, skriver ministeriet.
De tre ankom til Danmark sent torsdag aften.
Det fremgår af pressemeddelelsen, at moren ved ankomsten blev anholdt af dansk politi og sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 114E og paragraf 114J.
Paragrafferne handler om henholdsvis fremme af terrorvirksomhed samt om indrejse og ophold i et konfliktområde.
- Udenrigsministeriet har stået for koordinationen af evakueringen i samarbejde med relevante danske myndigheder. Evakueringen er gennemført med assistance fra USA, lyder det i pressemeddelelsen.
Trods anholdelsen blev de tre sammen transporteret til børnenes modtagelsessted, som er udvalgt af den relevante kommune, der nu har ansvaret for børnene. Børnene er ifølge ministeriet nu i kommunens varetægt.
Der er ikke tale om den mor, som i marts 2023 fik medhold i Højesteret i en sag om administrativ fratagelse af sit statsborgerskab.
Hun har ifølge Udenrigsministeriet ikke ønsket at tage imod tilbuddet om evakuering af hende og hendes to børn, hvorfor hun ikke er blevet evakueret.
- Tilbuddet om evakuering af moren sammen med hendes to børn står fortsat ved magt, oplyser Udenrigsministeriet.
Samtidig står tilbuddet om evakueringen af et barn, hvis mor ikke tilbydes evakuering, også stadig ved magt.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) udtrykker glæde over myndighedernes evakuering af moren og hendes to børn.
- Men (jeg er, red.) selvfølgelig også ærgerlig over, at den anden mor ikke tog imod tilbuddet om evakuering af hende selv og hendes to børn. I sidste ende er det jo mødrenes eget valg, om de ønsker at tage imod evakuering eller ej, siger han i en udtalelse fra Udenrigsministeriet.
Kilde: /ritzau/