I første halvår af 2023 kom 67 procent af den strøm, vi forbrugte, fra vindmøller og solceller.
Det viser en opgørelse, som brancheorganisationen Green Power Denmark har lavet ud fra Energinets energidata.
Der er tale om en ny rekord for forbruget af grøn strøm.
- Hvis vi kigger bare to år tilbage, så lå produktionen fra sol og vind på 51 procent, og i dag har vi ramt 67 procent. Så det går da bestemt i den rigtige retning, men der er noget vej endnu, siger Thomas Aarestrup Jepsen, der er direktør for vedvarende energi i Green Power Denmark.
I 2022 kom 60 procent af den strøm, vi forbrugte, fra vindmøller og solceller.
- Helt konkret, så betyder det (udviklingen, red.) jo, at man som forbruger hver gang man tænder en vaskemaskine eller lader elbilen op, så udleder man mindre CO2. Og det er forholdsvis meget, lyder det fra Thomas Aarestrup Jepsen.
Han fortæller, at vi for ti år siden udledte 358 gram CO2 per kilowatt-time (kWh). I dag er vi nede på 91 gram CO2 per kilowatt-time.
Ud over at strøm fra vindmøller og solceller udleder mindre CO2, er det også den billigste strøm, påpeger Thomas Aarestrup Jepsen.
- Det vil sige, at hver gang vi øger andelen af vind og sol i vores elsystem, så betyder det, at vi skal bruge mindre af Putins gas, vi får større forsyningssikkerhed, vi får billigere priser og vi får mindre CO2, lyder det.
Han tror, at vi fortsat kommer til at se en lille stigning i forbruget af grøn strøm året ud. Målsætningen er dog en 100 procent grøn elproduktion, og her påpeger Thomas Aarestrup Jepsen, at det blandt andet går for langsomt med udbygningen af vindmøller - især på land.
Men der er også andre hindringer i vejen for omlægningen til grøn energi.
- Vi skal helt konkret have ryddet bureaukratiske forhindringer af vejen. Vi skal have strømlinet nogle processer, og så skal vi have hjulpet kommunerne med at løfte den her store opgave, de står over for, siger han.
Kilde: /ritzau/