Gabons præsident er i husarrest. Det meddeler de officerer, der har afsat ham, til statsligt tv i det vestafrikanske land.
- Præsident Ali Bongo er i husarrest, omgivet af sin familie og læger, oplyser gruppen af militære ledere ifølge nyhedsbureauet AFP.
En af præsidentens sønner er anholdt for "forræderi", siger officererne videre.
Natten til onsdag meddelte officererne, at de har afsat præsidenten og taget magten i Gabon.
Det sker få dage efter et valg lørdag. Ifølge landets valgkommission har Ali Bongo opnået genvalg med lidt over 64 procent af stemmerne.
Men officererne mener, at valget hverken var transparent eller retfærdigt, sagde de tidligere onsdag på statsligt tv.
Bongos familie har siddet tungt på magten i Gabon i 55 år. Ali Bongo har været præsident i de seneste 14 år. Inden da sad hans far, Omar Bongo, på posten i lidt over 41 år - fra 1967 og frem til sin død i 2009.
Familien er gennem længere tid blevet beskyldt for storstilet korruption.
Ifølge ngo'en Transparency International ejer familien Bongo blandt andet adskillige fly og luksusbiler samt ikke mindst snesevis af huse i Frankrig. Det skriver nyhedsbureauet dpa.
Selv om Gabon råder over store oliereserver, lever størstedelen af de 2,3 millioner indbyggere i fattigdom.
AFP
Kilde: /ritzau/