Den danske astronaut Andreas Mogensens opsendelse til Den Internationale Rumstation (ISS) fredag er aflyst.
Nasa vil i stedet forsøge at opsende den danske astronaut og hans tre astronautkolleger lørdag 26. august klokken 03.27 amerikansk tid. Det er klokken 09.27 dansk tid.
Det fremgår af en udtalelse på Nasas hjemmeside.
- Opsendelsen er udskudt til i morgen. Vi prøver igen tidligt lørdag morgen, skriver Andreas Mogensen tidligt fredag dansk tid på X, tidligere kendt om Twitter.
Mogensen og hans tre astronautkolleger skulle ellers have været opsendt fredag klokken 09.49 dansk tid.
Altså kommer danskeren, hvis alt går efter den seneste plan, afsted lige omkring et døgn senere end forventet.
Hvorfor Mogensen alligevel ikke skal opsendes fredag, har Nasa ikke oplyst.
Raketopsendelser kan blive udskudt på grund af tekniske, medicinske eller vejrmæssige problemer. Det skriver Videnskab.dk.
Torsdag skrev Nasa på sin hjemmeside, at der var 90 procent chance for, at vejrforholdene ville være favorable for en opsendelse fredag klokken 03.49 lokal tid. Den primære bekymring i forhold til vejret var nogle kuppelskyer i området.
Efter en grundig gennemgang af raketten tirsdag kunne Nasa meddele, at den var klar.
SpaceX, der står bag rumfartøjet, skrev tidlig fredag morgen på det sociale medie X, tidligere kendt som Twitter, at den nye dato giver holdet mere tid til at forberede sig.
- Fartøjerne forbliver sunde, og holdet er klar til at flyve, skriver SpaceX.
Opsendelsen er allerede blevet udskudt flere gange.
Rummissionen har fået navnet Huginn. Ifølge planen skal Mogensen være på ISS i seks måneder.
Turen til rumstationen sker med en SpaceX-raket.
På rumskibet sammen med Andreas Mogensen kommer også til at være amerikanske Jasmin Moghbeli, der er kommandør på rumskibet, japanske Satoshi Furukawa og russiske Konstantin Borisov.
46-årige Mogensen skal være pilot på rumskibet "Crew Dragon".
Under det seks måneder lange ophold på ISS skal Andreas Mogensen udføre ti forsøg for forskere og virksomheder. Formålet er at få mere viden om trivsel og søvn i rummet.
Han skal desuden også forsøge at 3D-printe metal i vægtløshed. Formålet med det er, at man hurtigt skal kunne fremstille møtrikker og andet, når man er i rummet.
Når opsendelsen sker, vil det være anden gang, at Andreas Mogensen er i rummet. I 2015 blev han den første dansker i rummet, da han var på et otte dage langt ophold på ISS.
Kilde: /ritzau/