Midt inde i det gamle København, tæt på Universitetsbiblioteket, ligger boghandelen, BRØG, en højtprofileret butik med café og forfatterarrangementer. Kigger man på bøgerne i udstillingsvinduerne, bekræfter de præsentationen på butikkens hjemmeside: Her sælges overvejende bøger med et feministisk eller ”regenerativt” perspektiv (noget med natur).
Navnet spiller selvfølgelig på det ældre forfatterikon Suzanne Brøgger, som de unge feminister for længst har taget til sig. Stemningen indenfor er andægtig, kunderne mestendels kvinder i forskellige aldre.
Feminismen er på vej ind i højkulturen, kunne man forestille sig en tilsvarende nicheboghandel på en dyr adresse, udelukkende med mandlige forfattere?
Selvtilstrækkeligsfeminisme
Magasinpressen har for længst taget feminismen og dens selvtilstrækkelige kvindeverden til sig. Femina var det første feministiske kvindeblad med Isabella Hindkjær ved roret, nu er hun ansat på DR. Bladet udkommer nu igen på papir, netudgaven var ikke efter kundernes smag. De andre kvindeblade har for længst fulgt trop med den feministiske vinkel.
Således er det lesbiske, gravide kendispar, Cathrine og Rasmine Laudrup-Dufour, på forsiden af Alt for Damerne den 20. marts. Samme blad bringer den 15. april livsstilseksperten Emilia van Hauens beretning om en tur til Skotland, med overskriften ”Så tog jeg min bil, min hund, min lyst & min frygt og kørte til Skotland”. Som kvinde har man det bedst i en anden kvindes eller i eget selskab.
Ugebladet Søndag har den 7. juni forfatterduoen Stine Bolther og Line Holm på forsiden. Den ene står op med en myndig mine, den anden sidder ned med et lille smil. ”Det kræver stor ydmyghed og stolthed at overtage en andens forfatterskab”, udtaler de.
Den sygdomsramte krimiforfatter Jussi Adler Olsen har hyret dem til at fortsætte hans forfatterskab. Inde i bladet kan man læse om en familie, der er blevet hjemmegående, selvfølgelig ikke på den forkerte, reaktionære måde, men den hvor mand og kone har udflydende (køns)roller og en 50/50 fordeling af husarbejdet. To kvindelige køns- og ligestillingseksperter kommenterer på det de ser som en spændende samfundsudvikling.
Journalisten Majse Njor har haft seks gamle veninder med til Amsterdam, og det var selvfølgelig fantastisk. Manden er ved at blive usynlig i (populær)kulturen. Gider danske kvinder ikke mænd?
Mænd med sort hud
I den aktuelle dokumentarserie Prinsesse i Alanya på DR følger man nogle unge kvinder der tager til ferieområdet Alanya i Tyrkiet for at få, hvad de kalder ”the Princess Treatment”. En af dem udtaler, at danske mænd er blevet nogle ”tørre kiks”. I det hele taget er datinglivet blevet svært for seriens kvinder, for de danske mænd er tilbageholdende. De savner flirt og galanteri i nattelivet, og det finder de til overmål i Alanya, hvor charmerende, mørkhårede tyrkere i turistbranchen står parate med drinks og søde ord. Pigerne ved på deres side godt at det mest er sjov og ballade, og at de måske bliver udnyttet af mænd, der enten gerne vil have casual sex eller et visum til Danmark.
Hvor det for de fleste kvinder i serien handler om en romantisk ferieflirt, finder et par af dem en tyrkisk kæreste og den store kærlighed, de drømmer om. Fortsættelse følger…
Også i udenlandske fiktionsserier er der historier om hvide kvinder og mænd med anden etnisk baggrund. I den britiske dramaserie Maryland (2023) finder to voksne søstre sammen igen efter deres mors mystiske død. Det viser sig, at moderen levede et dobbeltliv med en sort mand, mens hendes hvide mand intet vidste.
Den hemmelige sorte mand er pæn, kultiveret og betænksom, med bogreol og det hele, hvorimod den bedragne ægtemand er fra den gamle hvide arbejderklasse med alt, hvad det indebærer af fysisk og mental nedslidning. Da det hele kommer for en dag, sidder elskeren behersket og rolig i sin stue med sin sorg, hvorimod ægtemanden er ved at gå til i uartikuleret sorg, vrede og desperation. Seeren skal forstå at den døde kvinde gjorde det rigtige med sit hemmelige dobbeltliv.
Den hvide kvindes redning
I den ligeledes britiske komedieserie The Flatshare (2022) er en ung kvinde i London i pengenød efter et brud. Hun beslutter at leje sin seng ud til en sort plejehjemsmedarbejder med nattevagter. Han er hjertensgod og ordentlig, og han tager sågar ekstra vagter for at betale en advokat til sin hjertensgode bror, der er uskyldigt dømt i en mordsag.
Forældrene er også enormt søde. Det er hovedpersonens ekskæreste derimod slet ikke, en hvid, psykopatisk pretty boy, der er groft manipulerende, og som forsøger at få kvinden tilbage, selvom han har behandlet hende som lort og selv slog op i sin tid. Gæt selv slutningen på denne serie…
Temaet hvid kvinde og ikke-hvid mand ses også i reklamer, for eksempel for forårs- og sommerkollektionen fra det kendte amerikanske tøjfirma GANT. Der fremstilles en sommerlig selskabelighed i en skyggefuld have og på en sejlbåd.
Man ser smukke mennesker med en afslappet, sporty tøjstil drikke hvidvin og hyggesnakke. Hvide kvinder nyder sommeren, dels med en sort mand, dels med en hispanic med overskæg. Der er ingen hvide mænd med i disse små forlokkende ”reklamefortællinger”. Har GANT ramt noget i tidsånden? Skal den ikke-hvide mand være den hvide kvindes redning?
