23.05.23

Regeringen går i gang med ny femte kræftplan

400 millioner kroner afsættes til genopretning af kræftområdet i år og næste år, lyder det fra regeringen.
Statsminister Mette Frederiksen (S), udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) samt indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) præsenterer regeringens nye sundhedspakke på et pressemøde i Rigshospitalet i København.
Statsminister Mette Frederiksen (S), udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) samt indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) præsenterer regeringens nye sundhedspakke på et pressemøde i Rigshospitalet i København.

Regeringen vil lave en ny femte kræftplan.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde tirsdag, hvor regeringen præsenterer en ny sundhedspakke.

Her lyder det også, at der skal afsættes 400 millioner kroner til en genopretning af kræftområdet i år og næste år.

Nogle af de penge skal gå til udarbejdelsen af det faglige oplæg for den nye kræftplan.

Kræftplan V skal være den "hidtil største kræftplan, vi har lavet i Danmark".

- Med en kræftplan V vil vi gerne sætte ressourcer af til, at kræften opspores tidligere, siger Mette Frederiksen.

Hun nævner eksempelvis lungekræftområdet.

Desuden skal behandlingen styrkes, og der skal være "et opgør" med ulighed i kræftbehandlingen.

Fra og med 2025 bliver der afsat 600 millioner kroner årligt til den nye kræftplan.

Den seneste kræftplan - Kræftplan IV - blev lavet i 2016.

På pressemødet er også udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) til stede.

- Tallene for, hvor mange kræftramte, der overlever en kræftsygdom, er stagnerende, siger Sophie Løhde.

- Kun tre ud af fire bliver behandlet til tiden inden for de faglige tidsfrister. Det er det laveste tal nogensinde. Vi skal have genskabt tilliden.

Alle tre ministre nævner også de sager, der har ramt sundhedsvæsenet den seneste tid.

Eksempelvis har DR siden marts kunne berette om, at kræftpatienter i over et år har ventet for længe på behandling på mave- og tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital.

Det samlede antal berørte patienter i den sag er over 300.

Mandag viste tal fra en årsrapport fra Sundhedsdatastyrelsen, at mere end hver fjerde patient i et kræftpakkeforløb ikke fik behandling inden for den såkaldte forløbstid sidste år.

Forløbstiderne handler ikke om patientrettigheder fastsat ved lov, men er derimod en faglig rettesnor for landets sygehuse.

I alt kom 74 procent af kræftpatienterne i behandling inden for den fastsatte forløbstid. Det er den laveste andel, siden den årlige rapportering begyndte i 2014.

I 2021 var andelen 76 procent, mens den året før var 80 procent.

Fra 2021 til 2022 var der en stigning på 4556 kræftforløb ifølge Danske Regioner.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter