Taxiloven skal med et nyt lovforslag sættes ud af spil på småøerne.
Det skriver Transportministeriet i en pressemeddelelse.
Konkret vil det, hvis lovforslaget vedtages, betyde, at lokale øboere fremover har mulighed for at køre med passagerer mod betaling og uden krav om eksempelvis taxameter og sædeføler.
Lovforslaget er målrettet alle ikke bro- eller landfaste øer med undtagelse af Bornholm.
Formået er, at privatpersoner kan køre rundt med passagerer mod betaling på småøerne, hvor der ellers ikke er taxier.
- Nu fjerner jeg simpelthen taxiloven på langt de fleste øer, så de lokale får mulighed for at løse de kørselsbehov, der er, og så de får mulighed for at tage betaling for det, siger transportminister Thomas Danielsen (V) i pressemeddelelsen.
- Det giver ikke mening, at der er krav om sædeføler og kørselscentral på de små øer. Kravene fører bare til, at behovene ikke bliver dækket, siger Danielsen.
Bliver lovforslaget vedtaget, kan det træde i kraft fra årsskiftet. Det er et krav, at der på de øer, hvor taxilovens regler fjernes, ikke i forvejen er taxibetjening. Det er desuden bilejerens ansvar at have styr på forsikringer og have styr på de relevante skatteregler.
Tilbage i 2017 lukkede kørselstjenesten Uber i Danmark, fordi virksomhedens forretningsmodel blev gjort ulovlig med taxiloven, som regeringen altså nu vil lempe på småøerne.
Til Ritzau erkender transportministeren, at lempelsen godt kan læses som om, at en Uber-agtig model dermed vender retur på de danske veje.
- Der er nogen, som er begyndt at kalde det Øber eller Ø-Uber. Men det er et initiativ, vi tager, fordi der er områder af Danmark, særligt på småøerne, hvor man ikke kan få tingene til at fungere, hvis ikke man gør det her.
- Jeg er tryg ved, at det her er noget, man kan få til at fungere fremadrettet. Hvis jeg skal være helt ærlig, så er det her i høj grad det, man gør i dag. Man hjælper hinanden. På en eller anden måde er det bare ulovligt, men det lovliggør vi nu, siger Danielsen.
Hvad en tur fra A til B skal koste på småøerne, vil ministeren ikke blande sig. Der bliver tale om "en total frisættelse", hvad betaling angår, siger han.
- Der kommer ikke til at være en lovgivning om, hvad man må tage per kilometer, siger Danielsen.
Liberal Alliances transport-, landdistrikts- og øordfører, Jens Meilvang, er glad for lempelsen, men så det gerne udvidet til andre områder også.
- Liberal Alliance har tidligere foreslået transportministeren at lempe taxaloven. Ikke bare på de små øer, men også i yderområderne i resten af landet.
- Mange andre områder end øerne er udfordret i forhold til offentlig transport og har behov for alternative løsninger. Lemper vi taxalovgivningen, vil det giver borgerne i områderne mere fleksible transportmuligheder uden at koste statskassen en krone, og det giver oveni borgerne, der vælger at køre, mulighed for at få en ekstra indtjening, siger han i en skriftlig kommentar.
Kilde: /ritzau/