De danske feriehuse er typisk et yndet feriemål for tyske turister, og i år er ingen undtagelse.
Ved udgangen af april havde rekordmange tyskere booket en uge i et dansk sommerhus i løbet af juli og august.
Det fremgår af en opgørelse fra Danmarks Statistik.
Ved udgangen af april havde tyskere booket i alt 130.000 uger i et dansk feriehus i løbet af højsæsonen.
Året forinden var antallet på samme tidspunkt cirka 127.000 uger.
Ifølge Brian Friis Helmer, privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, er den nye opgørelse en bekræftelse af, at feriehusudlejningen i Danmark går et brandvarmt år i møde.
- Den store efterspørgsel kommer i forlængelse af en påske, som også fik tyskerne til at valfarte til danske feriehuse i hobetal, skriver han i en kommentar.
- Der er i den grad lagt i kakkelovnen til endnu en travl sommer for de danske feriehusudlejere.
Tyskerne udgør klart størstedelen af de udenlandske turister, som lægger vejen forbi et dansk feriehus.
I løbet af årets første fire måneder har der været knap 4,2 millioner overnatninger i danske feriehuse.
Det er seks procent færre end i samme periode sidste år, men de udenlandske turister fylder dog mere end tidligere.
Tyskerne stod for 2,6 millioner af overnatningerne i den periode.
Ser man bort fra danskere, er hollænderne de næstmest hyppige turister i de danske feriehuse.
Med 95.000 overnatninger i årets første fire måneder halter de dog langt efter tyskerne.
I april alene var der 1,9 millioner overnatninger. Det er det næsthøjeste antal for en april måned - kun overgået af sidste år.
Det skyldes blandt andet, at påsken er faldet i april begge år.
Kilde: /ritzau/