Det er interessant at kigge på, om man i Danmark skal printe advarsler direkte på cigaretterne og ikke kun på cigaretpakkerne.
Det siger Socialdemokratiets forebyggelsesordfører, Matilde Powers, efter at Canada har besluttet at indføre advarsler på hver enkelt cigaret.
- Det er helt nyt for mig, at det er en mulighed. Jeg synes, at det lyder spændende, og jeg tænker, det er noget, vi skal tage med til bordet.
- Lige nu holder vi alle døre åbne, over for hvad vi kan gøre for at komme børn og unges rygning og brug af nikotinprodukter til livs, siger hun.
Også i Kræftens Bekæmpelse finder man tiltaget interessant. Det fortæller Niels Them Kjær, der er projektchef for tobaksforebyggelse i Kræftens Bekæmpelse.
- Jeg synes, at det er en spændende idé. Jeg tror, at det vil have en umiddelbar effekt - ligesom en kampagne.
- Men vi er usikre på, hvor meget effekt det vil have på lang sigt. Derfor har vi nogle andre ting, som vi synes er vigtigere at indføre først: For eksempel en pris over 100 kroner (per cigaretpakke, red.), flere røgfri miljøer og mere hjælp til rygestop, siger han.
De forslag er også noget, man kigger på i forhold til at nedbringe børn og unges forbrug af rygning, fortæller Matilde Powers.
- Vi har en lang liste af forslag til, hvad vi kan gøre, og den list er stadig helt åben, fordi vi også er overbevist om, at det ikke er nok at gøre én ting, hvis vi skal lykkes med det her tiltag.
- Derfor tror vi, at vi skal kigge lidt bredere. Ligesom i 2019, hvor man kom med en bred indsatspakke til børn og unges rygning. Det tror jeg, at vi bliver nødt til at gøre igen, siger hun.
Ifølge Niels Them Kjær står tobaksforbruget "lidt i stampe".
- De sidste par år har der ikke været nogen væsentlig udvikling. Der har været forskellige undersøgelser, og det er lidt usikkert, om det stiger eller falder, siger han.
Kilde: /ritzau/