Det socialdemokratiske folketingsmedlem Ida Auken erklærer sig i en kronik i Politiken uenig med statsministeren - Aukens egen formand - i spørgsmålet om aktiv dødshjælp.
Mens Mette Frederiksen (S) er tilhænger, er Ida Auken imod.
- Jeg håber, at mange af mine kolleger vil besinde sig, hvis vi en dag skal stemme om et lovforslag, der tillader aktiv dødshjælp.
- Det er ikke ansvarsfrit at stemme for. Det kommer til at koste mange mennesker livet, skriver hun i kronikken.
Mette Frederiksen har ikke direkte sagt, at der i Folketinget skal stemmes om aktiv dødshjælp eller ej. Men hun er selv fortaler og har varslet en ny model for en mere værdig død.
Regeringen har bebudet, at der bliver nedsat et udvalg, der skal give bud på, hvordan en ny model kan se ud.
Tidligere på ugen kom Det Etiske Råd med en udtalelse, hvori et stort flertal - 16 ud af 17 - meldte sig som modstandere af aktiv dødshjælp.
Det har ikke ændret Mette Frederiksens holdning.
Ida Auken skriver i sin kronik, at hun som ung også var for. Hun skriver blandt andet, at hun ikke kunne holde ud at tænke på sig selv i fremtiden som dement og forvirret og skulle bruge hjælp til at gå på toilettet.
Men hun har ændret holdning.
- Modsat statsministeren og udenrigsministeren, der er blevet mere positivt stemt over for aktiv dødshjælp de senere år, har jeg bevæget mig i den modsatte retning.
Auken er bekymret for, at hvis man åbner for muligheden for aktiv dødshjælp for de mest syge, vil andre med ikke-dødelige sygdomme kræve samme ret.
- Derfor vil vi uden tvivl komme til at se mennesker med depression og andre psykiske lidelser bede staten om at få lov til at dø. Og vi vil se det brede sig til helt unge mennesker.
Kilde: /ritzau/