Forbrugerne ser ud til at have genvundet en del af den optimisme, der forsvandt, i takt med at priserne begyndte at stige med rekordfart.
Siden nytår har salget i detailhandlen været nogenlunde stabilt, og alene fra maj til juni steg det med 1,3 procent.
Det viser sæson- og inflationskorrigerede tal fra Danmarks Statistik fredag.
Udviklingen skal især ses i lyset af, at inflationen er begyndt at falde igen, mener Kristian Skriver. Han er seniorøkonom hos Dansk Erhverv.
- Inflationen er aftaget mærkbart. Det har fået danskerne til at bruge lidt flere penge, skriver han i en kommentar.
- Og så er beskæftigelsen steget til et nyt rekordniveau, hvilket har sikret stabilitet om indkomsterne for de danske husholdninger.
Dertil kommer, at forventningerne om faldende salgspriser er begyndt at tage til blandt virksomhederne selv.
I en opgørelse fra Danmarks Statistik fremgik det for en uge siden, at 54 procent af virksomhederne i detailhandlen med fødevarer samt drikke- og tobaksvarer forventer faldende priser.
Hos Sydbank er man forsigtigt optimistisk på vegne af forbrugerne. Det skriver seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel i en kommentar.
- Forbrugernes humør kan godt stige lidt, i takt med at forårets solide lønstigninger i overenskomsterne lander på lønkontoen.
Detailbutikkerne skal dog næppe indstille sig på, at danskerne kommer til at flå varer ned fra hylderne, skriver han videre.
- Vi tror, at den danske forbruger vil spejle sig i tendenserne hos den globale forbruger. Og her er tendensen altså, at forbrugerne er blevet mættet af nye fjernsyn, telefoner og computere under corona.
- Den globale vareefterspørgsel er bremset brat op, og det er den væsentligste årsag til, at store vareproducerende økonomier som den tyske og kinesiske lige nu er i knæ.
Kilde: /ritzau/