10.09.23

Sjælden hval er spottet i Øresunds bølger

Gæster på Øresundsakvariets båd i Øresund kunne søndag få et sjældent syn af en næbhval.
En næbhval er i weekenden blevet set i Øresund. (Arkivfoto).
En næbhval er i weekenden blevet set i Øresund. (Arkivfoto).

En næbhval på op mod ti meter er i weekenden blevet set i Øresund.

Det skete lørdag aften, da hvalen tittede op til overfladen for øjnene af safarigæster på Øresundsakvariets båd.

Det skriver TV 2 Kosmopol.

Ifølge Catharina Marcussen, som er natur- og kulturformidler ved Øresundsakvariet, er det artens første besøg i Øresund siden år 2000.

Næbhvalen lever nemlig fortrinsvis i Nordatlanten og er altså ikke normalt i danske farvande.

- Den er ret sjælden. Jeg tror kun, der har været én næbhval i Øresund før, så det er en sensation, siger hun til mediet.

Øresundsakvariet vurderer, at der er tale om en såkaldt nordlig døgling, som hører til familien af næbhvaler, på mellem syv og ti meter.

Catharina Marcussen var selv med på lørdagens safari.

- Vi fik en melding om, at der var nogle, der havde spottet en hval. Vi var egentlig på vej hjem, men vi var nødt til at vende båden, vi var simpelthen nødt til at se, om det var rigtigt.

Ifølge TV 2 Kosmopol er hvalen også søndag blevet set i Øresund.

Men der er formodentlig tale om et kort visit, lyder det.

- Det er sjælden gæst. Den bliver her højst sandsynligt ikke, siger Catharina Marcussen.

Det er uvist, hvorfor næbhvalen har fundet vej til danske breddegrader.

I Øresund benytter man sig ikke af fiskeriformen bundtrawling - hvor et stort net trækkes hen over havbunden – og det kan betyde, at flere større dyr i vandet har lokket den til, påpeger naturformidleren.

I januar 2022 fandt en næbhval vej til Kolding Fjord. Den døde efter at have ligget på lavt vand i længere tid og blev efterfølgende dissekeret.

I 2016 forvildede en næbhval sig ligeledes til de danske kyster - her drev den i land ved Ferring syd for Limfjorden.

På grønlandsk hedder den nordlige døgling "anarnaq", hvilket direkte oversat til dansk betyder "den, der giver afføring".

Det skyldes, at hvalens spæk og kød nærmest fungerer som afføringsmiddel, hvis man spiser det.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter