Den amerikanske justitsminister, Merrick Garland, har fredag udnævnt David Weiss som særlig efterforsker i en sag mod Joe Bidens søn Hunter.
Med udnævnelsen af David Weiss til specialefterforsker får denne fulde beføjelser til at undersøge, hvorvidt Hunter Biden har været involveret i kriminelle eller upassende forretninger.
Garland siger, udnævnelsen sker, fordi han er blevet orienteret om, at der er behov for udvidede beføjelser for at komme videre i efterforskningen.
Det amerikanske justitsministerium har sagt, at der skal udarbejdes en offentlig rapport om sagen.
Garland fastslår, at David Weiss vil være autoriseret til at efterforske alle beslægtede sager, og at han kan rejse sigtelser, hvor han finder det nødvendigt.
David Weiss har tidligere været statsanklager i sagen mod den 53-årige Hunter Biden.
Weiss blev udnævnt som statsadvokat i staten Delaware af Donald Trump, da denne var præsident.
Den føderale anklagemyndighed, som har udarbejdet sigtelserne mod Hunter Biden, siger, at parterne i sagen er inde i en blindgyde i forhandlinger om et forlig i sagen, som skal afgøres i retten.
Udnævnelse af Weiss sker samtidig med, at republikanere i Kongressen har truet med en rigsretssag mod Joe Biden i kølvandet på ubekræftede påstande om, at han skulle have tjent penge på sønnens forretningsmæssige aktiviteter.
Præsidentens søn har tidligere nægtet sig skyldig i to sager, hvor han var sigtet for skatteunddragelse.
Hunter er også tiltalt for at have købt et våben i 2018 og i den forbindelse at have givet urigtige oplysninger om, at han ikke anvendte narkotika.
I slutningen af juli trak Hunter Biden sig fra en tidligere tilståelsesaftale, som han havde indgået med anklagemyndigheden.
Det skete efter, at en dommer sagde, at hun ikke kunne godkende aftalen i dens daværende form.
Hunter Biden har længe været et yndet mål for republikansk kritik.
Retssager mod ham begyndte tilbage i 2018. Ifølge Donald Trump er han skyldig i udbredt korruption - navnlig i forbindelse med aktiviteter i Ukraine og i Kina.
Reuters
Kilde: /ritzau/