42-årige Pita Limjaroenrat er klar til at blive Thailands næste premierminister og har inviteret fem oppositionspartier med i en samlingsregering.
Det siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters mandag morgen.
Hans parti, Gå Fremad, har efter alt at dømme søndag taget en jordskredssejr sammen med resten af den thailandske opposition.
Ifølge Pita Limjaroenrat kan hans alliance af oppositionspartier sætte sig på i alt 309 af mandaterne i det thailandske parlament.
Der er i alt 500 pladser i parlamentet, og 400 af dem var på valg søndag. Det endelige valgresultat vil dog formentlig først være kendt 13. juli eller senere.
Det er blandt andet partiet Pheu Thai, som også står i opposition til premierminister Prayut Chan-o-cha, der er blevet inviteret med i en samlingsregering, siger Pita Limjaroenrat.
Og den invitation tager Pheu Thai imod. Det fortæller partiets ledelse på et pressemøde mandag formiddag.
Prayut Chan-o-cha er den tidligere hærchef, der tog magten ved et kup i 2014.
Op til valget var det ventet, at oppositionspartierne ville blive styrket betydeligt. Uviljen mod militæret og dets politiske støtter er stor i Thailand.
De forudsigelser viste sig præcise, da langt de fleste af stemmerne var talt op.
Alene Pheu Thai og Gå Fremad havde med 97 procent af de optalte stemmer sikret sig næsten 24 millioner kryds. Prayut Chan-o-chas regeringsparti, Den Forenede Thaination, måtte på daværende tidspunkt nøjes med 4,5 millioner, kunne nyhedsbureauet AFP berette.
Det er dog ikke nødvendigvis ensbetydende med en glidende overgang af magten til oppositionens hænder.
Flere statskup har præget det politiske billede i Thailand i nyere tid, og der er frygt for, at militæret kan ende med at klynge sig til magten. Militæret har ændret lovene for parlamentarismen til dets fordel efter kuppet i 2014.
Pita Limjaroenrat har dog en advarsel til alle, der pønser på at pille ved valgresultatet. Han siger ifølge Reuters, at det kommer til at koste dyrt, hvis nogen blander sig og laver en mindretalsregering.
Kilde: /ritzau/