Tre personer er anholdt ved en demonstration søndag i Malmø i det sydlige Sverige, hvor den irakisk-svenske flygtning Salwan Momika brændte en koran.
De er mistænkt for voldsomme optøjer og for at have forsøgt at forhindre politiets arbejde.
Omkring 200 mennesker var ifølge tv-stationen SVT samlet på den plads i Malmø, Värnhemstorget, hvor Momika havde annonceret, at han ville brænde en koran.
Der herskede en spændt stemning på pladsen, hvor der blev kastet sten og flasker mod Momika og en anden mand, der også deltog i aktionen.
Flere forsøgte også at trænge igennem politiets afspærringer.
Det skriver nyhedsbureauet TT, der skriver, at der var tale om et "voldsomt opløb".
Et større politiopbud var på stedet.
To personer forsøgte at komme frem til Momika, men blev stoppet af politiet.
Foruden de tre anholdte blev mindst ti andre frihedsberøvet, skriver politiet i en pressemeddelelse.
- Jeg har forståelse for, at en offentlig forsamling som denne vækker stærke følelser, men vi kan ikke tolerere uroligheder og udbrud af vold, som det vi så søndag eftermiddag, siger Petra Stenkula, der er områdechef for politiet i Malmø.
Efter omkring 45 minutter måtte Salwan Momika og den anden mand afbryde aktionen. De to blev kørt væk i en politibil. En video på SVT's hjemmeside viser, hvordan en mand stiller sig foran bilen for at forsøge at stoppe den.
Salwan Momika har vakt vrede blandt mange muslimer med en række demonstrationer, hvor han brænder et eksemplar af Koranen af.
Det har ført til spændinger mellem Sverige og nogle lande med en overvejende muslimsk befolkning.
I midten af august oplyste den svenske sikkerhedstjeneste Säpo, at sikkerhedssituationen var forværret i Sverige på grund af koranafbrændinger.
Sverige er gået fra at være et "legitimt" mål til et "prioriteret" mål for islamiske ekstremister, lød det i Säpos vurdering.
Kilde: /ritzau/