Ved et retsmøde torsdag har tidligere præsident Donald Trump som ventet erklæret sig ikke skyldig i fire forhold omhandlende forsøg på at omstøde resultatet af valget i USA i 2020.
- Ikke skyldig, siger Trump ifølge nyhedsbureauet AFP, efter at dommer Moxila Upadhyaya har læst tiltalepunkterne højt.
Trump er efterfølgende løsladt på en række betingelser, heriblandt at han ikke begår yderligere kriminalitet. Det er en rutinemæssig advarsel.
Dommeren spørger, om Trump har forstået betingelserne, hvorefter han nikker og underskriver nogle papirer, beskriver det amerikanske medie CNN.
I alt tog retsmødet 25 minutter.
Trump ankom et stykke tid efter klokken 21 dansk tid til retsbygningen i Washington D.C, som ligger omkring en kilometer fra Kongressen, hvor stormløbet 6. januar 2021 fandt sted.
Tirsdag kom et 45 sider langt anklageskrift, hvor den særligt udpegede anklager Jack Smith anklager den tidligere præsident og folk omkring ham for at forsøge at omstøde valget i 2020.
Sagen er den hidtil mest graverende mod den tidligere præsident.
Trump er anklaget for fire forhold:
At lave en sammensværgelse med det formål at bedrage USA, at lave en sammensværgelse for at forhindre en officiel proces, hindring af og forsøg på at hindre en officiel proces og at lave en sammensværgelse mod retten til at stemme og at få sin stemme optalt.
Dommeren har sat det næste retsmøde i sagen til 28. august.
Den 77-årige tidligere præsident er også tiltalt i to andre kriminalsager.
Den ene af de sager, hvor Trump allerede er tiltalt, handler om ulovlig håndtering af hemmeligstemplede dokumenter. Den anden handler om bogføring af en betaling til pornoskuespilleren Stormy Daniels til gengæld for, at hun tav om en påstået affære.
De mange sager øger sandsynligheden for, at Trump kommer til at være viklet ind i en række retssager under præsidentvalget næste år, hvor han regnes for at være det mest sandsynlige bud på en republikansk kandidat.
En yderligere tiltale kan også være på vej mod Trump.
Den handler ligesom den seneste sag om forsøg på at ændre resultatet af præsidentvalget – men denne sag handler specifikt om processen i delstaten Georgia.
Kilde: /ritzau/