04.09.23

Ukraines forsvarsminister siger op efter Zelenskyjs udmelding

Oleksij Reznikov, der har været forsvarsminister under hele krigen, har afleveret sin afskedsbegæring.
57-årige Oleksij Reznikov har mandag officielt afleveret sin afskedsbegæring.
57-årige Oleksij Reznikov har mandag officielt afleveret sin afskedsbegæring.

Ukraine skal have en ny forsvarsminister.

Det står klart, efter at den nuværende, 57-årige Oleksij Reznikov, mandag officielt har afleveret sin afskedsbegæring.

- Det har været en ære at tjene det ukrainske folk og arbejde for den ukrainske hær de seneste 22 måneder - den sværeste periode i Ukraines moderne historie, skriver Reznikov i et opslag på sociale medier.

Reznikov har været forsvarsminister siden november 2021. Dermed har han haft stillingen under hele perioden med krig i Ukraine.

Han trækker sig, dagen efter at Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, varslede en udskiftning på ministerposten.

Udmeldingen kom ganske uventet og betegnes som den største ændring i Ukraines forsvarsledelse siden den russiske invasion af landet i februar 2022.

Reznikov har som forsvarsminister været med til at sikre vestlig militær støtte for mange milliarder dollar. Hans ministerium er dog også blevet beskyldt for at være præget af korruption.

Reznikov selv betegner beskyldningerne som en smædekampagne.

Skiftet på forsvarsministerposten kan først ske efter parlamentets godkendelse. Men det er ventet, at et flertal her vil støtte Zelenskyjs ønske om at få 41-årige Rustem Umerov ind på posten.

Umerov er i dag leder af Ukraines største privatiseringsfond.

Han har tidligere været valgt ind i det ukrainske parlament og har spillet en vigtig rolle som forhandler for sit land.

I krigens første uger var han en af de forhandlere, der mødtes med russiske udsendinge for at drøfte en mulig våbenhvile og fredsaftale.

Sidste år var han også med til at forhandle en aftale på plads, der åbner for eksport af ukrainsk korn. Aftalen er siden faldet til jorden.

AFP

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter