Ukraine er parat til at indlede dets længe ventede modoffensiv mod de russiske invasionsstyrker, siger Oleksij Danilov.
Men i et interview med BBC afviser lederen af det nationale sikkerhedsråd i Kyiv at nævne en dato.
Men han fastslår, at et angreb, der har som mål at genvinde tabt territorium fra præsident Vladimir Putins besættelsesstyrker, kan begynde "i morgen, i overmorgen eller om en uge".
Danilov, som har en helt central plads i præsident Volodymyr Zelenskys regering, advarer om, at Ukraines regering ikke har nogen ret til at begå nogen fejltagelse med hensyn til beslutningen om, hvornår landet skal gribe "den historiske lejlighed" og indlede modangrebet.
Undervejs i det sjældne interview med BBC blev Danilov dog afbrudt, da han blev tilkaldt af den ukrainske præsident, som ønskede et hurtigt møde for at drøfte offensiven.
Under interviewet bekræftede Danilov, at nogle russiske Wagner-lejesoldater er ved at trække sig ud af Bakhmut, hvor krigens hidtil blodigste og længste slag er blevet udkæmpet.
Men han understregede, at de pågældende Wagner-lejesoldater er ved at omgruppere sig.
- De vil fortsætte deres krigen mod os et andet sted, siger han.
Ukraine har forberedt en modoffensiv i lang tid, og Zelenskyj var tidligere denne måned på en rundrejse til europæiske hovedstæder for at sikre sig mest mulig støtte til de militære planer.
Danilov siger også til BBC, at han tager det "fuldstændigt roligt", at Rusland er ved at opsætte atomvåben i Belarus.
- Det er ikke nogen nyhed for os, siger han.
Ukrainske soldater har brugt måneder på at træne med vestligt militært udstyr og våben fra Vesten.
Soldater fra den 128. bjergangrebs-brigade har i ugevis øvet sig i at opstille og nedtage deres mortérer i et landområde i den sydlige region Dnipropetrovsk.
- Vi gør os klar til modoffensiv en, så vi omsider kan afslutte denne krig, sagde en 28-årig soldat med kaldenavnet "Dykyi", til Reuters i sidste uge.
Han sagde, at "hurtighed" har vital betydning for hans enheds overlevelse i en krig domineret af artilleridueller.
- Vi har forberedt os på dette i omkring en måned. Og før det, havde vi forberedt os på det hele vores liv, sagde han.
Kilde: /ritzau/