30.08.23

Ungarns Orbán tror på Trump som fredsskaber i Ukraine

Ifølge Ungarns premierminister slutter krigen i Ukraine ikke, medmindre Donald Trump bliver præsident i USA.
Ungarns premierminister, Viktor Orbán, var den eneste regeringsleder i EU, der åbent støttede Donald Trump forud for præsidentvalget i USA i 2016. (Arkivfoto).
Ungarns premierminister, Viktor Orbán, var den eneste regeringsleder i EU, der åbent støttede Donald Trump forud for præsidentvalget i USA i 2016. (Arkivfoto).

Ungarns premierminister, Viktor Orbán, er overbevist om, at USA vil kunne skabe fred i Ukraine med Donald Trump som præsident.

Faktisk tror han ikke på en fredelig løsning på krigen mellem Ukraine og Rusland, hvis ikke Trump bliver præsident igen.

Det siger Orbán i et interview med den tidligere Fox News-vært Tucker Carlson, skriver nyhedsbureauet dpa.

Ifølge Ungarns premierminister er Trump "den eneste mand, der kan redde den vestlige verden".

Tucker Carlsons interview med Orbán er onsdag offentliggjort på det sociale medie X, der tidligere var kendt som Twitter.

I interviewet bliver Ungarns premierminister spurgt, hvad hans næste skridt ville være, hvis han var leder for forsvarsalliancen Nato, eller hvis han var USA's nuværende præsident, Joe Biden.

Til det svarer Viktor Orbán, at han ville bringe Trump tilbage til præsidentkontoret.

Premierministeren mener, at Trump førte "den bedste udenrigspolitik" i mange år, da han var præsident for USA fra 2017 til 2021.

Han henviser blandt andet til, at Trump ikke indledte nogen nye krige i sin regeringstid. Trumps forgænger, præsident Barack Obama, iværksatte til gengæld militæroperationer i Libyen, Irak og Syrien.

Orbán mener desuden, at Trump som præsident behandlede både Nordkorea, Rusland og Kina "pænt".

Den ungarske premierminister, der står i spidsen for det højreorienterede og nationalkonservative parti Fidesz, har ofte gjort sig bemærket med sine synspunkter, sin politik og sine politiske alliancer.

Eksempelvis blokerede han sammen med Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, i månedsvis for Sveriges optagelse i Nato.

Desuden har han et godt forhold til Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Orbán var den eneste regeringsleder i EU, der åbent erklærede sin støtte til Trump forud for præsidentvalget i 2016.

Mens Trump vandt præsidentvalget i 2016, tabte han i 2020 til Joe Biden.

Trump har dog ikke opgivet at vende tilbage til Det Hvide Hus.

Han går således efter at blive Republikanernes præsidentkandidat ved valget næste år.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter