Det er især unge mænd på 15-24 år, der bliver behandlet for voldsskader, og det er primært i aften- og nattetimerne i weekenden, viser ny undersøgelse fra Det Kriminalpræventive Råd.
Jonas Mannov, der er analytiker i Det Kriminalpræventive Råd mener, at det er en uheldig konsekvens af nattelivet.
- Når alkoholen ryger ind, ryger fornuften nogle gange ud, siger han.
Der kan oftere i nattelivet opstå situationer, der udvikler sig til vold, siger han og tilføjer:
- Det kan man tydeligt se på, hvornår folk møder op på skadestuen med voldsskader. Det er afgjort fredag- og lørdag nat, der er det hyppigste tidspunkt, lyder det.
Generelt er unge mænd i højere risiko for at begå kriminalitet, men også for at blive udsat for kriminalitet, forklarer Jonas Mannov.
Ifølge Britt Østergaard Larsen, der er seniorforsker i Vive, der er en dansk analyse- og forskningsorganisation, er det ikke overraskende, at det er unge mænd, der er involveret i størstedelen af voldsepisoderne.
- Det har vi også set i de tidligere år, og generelt er mænd oftere involveret i kriminalitet, lyder det fra Britt Østergaard Larsen.
Der var i 2022 en stigning i antallet af voldsskader på skadestuerne sammenlignet med 2020 og 2021, hvor der var historisk få voldsskader som følge af corona-nedlukningerne, fremgår det af en pressemeddelelse fra Det Kriminalpræventive Råd.
I 2022 blev der registret 8571 voldsskader på de danske skadestuer.
I 2020 og 2021, var der var henholdsvis 7987 og 8068 voldsskader, mens der i 2019 blev registreret 10.161 voldsskader, fremgår det.
Årsagen til stigningen i antallet af voldssager skal findes i, at nattelivet igen er åbnet efter corona-nedlukningen.
- Nattelivet, hvor vi ved, at der optræder vold, var lukket i en lang periode. Nu er samfundet heldigvis åbnet op igen, og det har ført til flere voldstilfælde, siger Jonas Mannov.
Han understreger, at antallet af voldsskader ikke er steget til det niveau, vi så før corona.
Kilde: /ritzau/