20.10.23

Voldsomt vejr aflyser fly rundt i landet

Både i Aarhus og i København er lufttrafikken påvirket af det dårlige vejr, der rammer landet.
77 fly - mange af dem fra SAS - er aflyst til og fra Københavns Lufthavn som følge af storm. (Arkivfoto).
77 fly - mange af dem fra SAS - er aflyst til og fra Københavns Lufthavn som følge af storm. (Arkivfoto).

Kraftigt blæsevejr og regn præger weekendvejret og slutningen af efterårsferien.

Og det sætter sine spor på flytrafikken.

Både Aarhus Lufthavn og Københavns Lufthavn melder fredag om aflyste ankomster og afgange på grund af vejret.

- Seneste status er, at 128 afgange og ankomster er aflyst, skriver Københavns Lufthavn på det sociale medie X fredag aften.

Lufthavnen tilføjer, at der er forsinkelser på både ankomster og afgange.

Klokken 13 fredag oplyste SAS, at over 50 fly var blevet aflyst på grund vejret, men selskabet regnede med at kunne gennemføre over 70 flyvninger med større fly på trods af blæsten.

- Frem til nu har vi 56 aflyste fly, og vi har yderligere 70 fly, som skal flyve fra klokken 14 og fremad, og det er de større fly, pressechefen i SAS, Alexandra Lindgren Kaoukji, som på daværende tidspunkt ikke regnede med flere aflysninger.

- Som det ser ud nu, så regner vi med, at de kommer til at kunne flyve. Men vi vurderer hele tiden situationen, da den kan ændre sig.

- De passagerer, der bliver berørt, kontakter vi direkte, fortalte pressechefen.

Tre afgange fra Aarhus var fredag morgen aflyst på grund af vejret. Det sagde kommunikationschef Tina Baungaard–Jensen.

– Det er flyselskaberne, der tager beslutningen om at aflyse. Når vinden kommer fra øst, er vi som udgangspunkt ikke værst stillet. Derfor var forventningen, at vi ville gennemføre flyafgangene som planlagt, sagde hun.

Aflysningerne handler om fly til Stockholm, Oslo og København. Der er også en aflysning fredag til Milano, men det skyldes arbejdsnedlæggelser i Italien.

Også to fly, der skulle være landet i Aarhus, har været aflyst på grund af vejret.

Det var fredag morgen ifølge Tina Baungaard–Jensen svært at spå om, hvorvidt der var flere aflysninger på vej. Men kommunikationschefen opfordrede folk til at holde øje med lufthavnens hjemmeside.

Også Københavns Lufthavn opfordrer til, at man orienterer sig på lufthavnens hjemmeside i forbindelse med sin rejse.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter