Analyse

03.09.25

Premium

Hvem vil invitere EU til fødselsdag?

Realiteterne, som de blev afspejlet på topmødet i Tianjin, er, at EU står mere og mere isoleret og venneløs på den internationale scene. EU's fundamentale problem er, at Unionen og dens disciple stadig handler og tænker som for 50 år siden, da medlemmerne var globalt dominerende. Den tid er forbi.

Et søm mere i EU's politiske kiste
Der kan drages – og bliver draget – mange konklusioner af mødet. Vidt forskellige afhængige af synsfelt, udkigstårn og den forudindtagethed, som synes at være en hel fundamental faktor for alle og enhver, der ytrer sig i det offentlige rum. Man kan sågar se det traditionelle kor af Trump-hadere give den amerikanske præsident skylden for alle ulykker i Tianjin.

En af de konklusioner, man ikke ser i danske eller EU-tro medier er, at samlingen i Tianjin var mødet, der hamrede et af de sidste søm i EU's politiske ligkiste.

Det har været længe undervejs, og det har ikke skortet på advarsler og opfordringer til EU's magtapparat om at begynde at handle i forhold til virkeligheden, som den udspiller sig udenfor EU's fæstningsvolde i stedet for at agere i forhold til, hvordan EU ønsker, den skal se ud.

Realiteterne er, at EU i dag står isoleret og stort set venneløs på den globale scene.

Overvældende despekt for EU
De seneste måneder har demonstreret en overvældende despekt i Kina og USA for EU's lederskab. Da en EU-delegation ankom til Beijing, viste de officielle tv-billeder Ursula von der Leyen og hendes håndgangne mænd træde ud af en almindelig lufthavnsbus. En vild kontrast til de pompøse scenarier, der møder statsledere fra Afrika og ukendte smånationer i Det Sydlige Stillehav, når de ankommer til Beijing på officielt besøg. Hvad de gør i en jævn strøm.

EU-ledernes møde med Donald Trump i Washington er allerede legendarisk. Her sidder de syv ledere – de syv små dværge - som andægtige skolebørn bænket i en halvcirkel foran Trumps pompøse skrivebord efter at være blevet modtaget af en almindelig pressesekretær.

Asien som helhed har for længst givet op. Senest dokumentet ved BRICS-mødet i juli, hvor ASEAN landene stod i kø for at blive optaget, og ASEAN stormagten Indonesien blev optaget som fuldgyldigt medlem.

Hvad med Afrika?
Og Afrika da, hvor EU har pumpet milliarder af kroner ind i vandprojekter styret af diktatorer, som har lovet at være helt enormt demokratiske?

Man behøver bare at kigge på den konstante strøm af afrikanske ledere, som ankommer til Beijing, samtidig med at kineserne bygger motorveje, jernbaner, lufthavne og havne over hele kontinentet. For dem er Kina fremtiden – EU tilhører en fortid, som de padler væk fra for fuld kraft.

I Asien og Afrika står EU's mest klare profil som en blok, der udsteder sanktioner over en bred kam, oftest med ideologiske udgangspunkter. Så snart der er noget, EU ikke lige finder passende - styreform, straffelov, arbejdsmarked, menneskerettigheder eller hvilke træer der må fældes - falder hammeren.

Det er svært at se, hvem der i dag ser EU som den bedste ven, der absolut skal med til fødselsdagen. Måske Canada og et par latinamerikanske nationer, som afskyr USA, og hvor Kina endnu ikke har fået fodfæste.

Omvæltningens akse
SCO er institutionelt høflige som alle asiatisk inspirerede organisationer og fastslår, at den ikke er vendt imod nogen. Hvad der sådan set også er korrekt. Men det er selvfølgelig lige så korrekt, at i hvert fald USA står på den modsatte banehalvdel.

Og hvor står så EU?

Jamen resten af verden er trætte af EU's arrogance. Man har i talrige sammenhænge forsøgt at tale EU frem til en erkendelse af, at verden ser anderledes ud end dengang for 80 år siden, da de nuværende internationale spilleregler og institutioner blev skabt.

Nu har Xi Jinping, Putin, Mori og 24 andre nationer via SCO lanceret, hvad Xi Jinping i sin keynote speech betegnede som ”omvæltningens akse”. I den sammenhæng indgår EU kun som en perifær spiller, som ingen rigtig regner med.

Næste skridt bliver taget i dag onsdag, når Kina afvikler en storstilet militærparade i anledning af 80 året for afslutningen af Anden Verdenskrig.

Putin er blevet efter SCO-mødet. Kim Jong-Un er trillet ind i Kina i sit legendariske tog i dagens anledning, og selv Congos præsident er fløjet ind for at fejre den officielle krigsafslutning i Asien: Underskrivelsen af Japans overgivelse den 2. september 1945 på USS Missouri i Tokyo Bugten.

Opgør med Vestens historiefortælling
Nedtællingen i Kina har været et markant opgør med den vestlige historiefortælling om, hvem der vandt krigen og hvordan.

Med temaer som at det var de 35 millioner kinesiske ofre, der hindrede Japans sejr i Stillehavskrigen og de 30 millioner døde russere, der var den egentlige årsag til nazisternes nederlag i Europa.

Denne nyfortolkning er et opgør med opfattelsen af, at det var Vesten, der vandt krigen. Korrekt historieforståelse er et af temaerne for SCO – hvor det så end fører hen.

Næste store opgør vil blive udspillet i forbindelse med FN's generalforsamling senere på måneden. I snart tre årtier har FN og stribe internationale institutioner været under pres for at give mere indflydelse til den lettere ukonkrete størrelse Det Globale Syd, som SCO og BRICS mener at repræsentere.

Der er intet sket, selv om en ændret sammensætning af Sikkerhedsrådet har stået på dagsordenen stort set hvert eneste år i dette århundrede. SCO kræver handling.

Hvad laver Frankrig i Sikkerhedsrådet?
Uanset hvad vil det være en svækkelse af Europa. Med god grund spørger institutioner som SCO og BRICS, hvad Frankrig laver i den forsamling, når en atomvåbenbærende stormagt som Indien ikke er med. Og hvad med et dysfunktionelt Storbritannien i forhold til Japan, Brasilien eller Indonesien? Også Den Afrikanske Union med stærke økonomiske og politiske magter som Nigeria og Sydafrika i spidsen kræver at blive taget alvorligt.

På de økonomiske planer er alternativerne til Vesten allerede under opbygning. Og det går stærkt. BRICS oprettede for mange år siden sin egen udviklingsbank. SCO har nu besluttet at gøre det samme. Sideløbende bliver der konstant skabte andre alternativer til de vestlige finanssystemer – for eksempel til Swift.

En tid der aldrig kommer tilbage
EU's fundamentale problem er, at Unionen og dens disciple stadig handler og tænker som for 50 år siden, da medlemmerne var globalt dominerende på alle felter og unionen reelt dikterede de politiske, handelsmæssige og økonomisk vilkår i forhold til resten af verden – minus USA.

Den tid er forbi og kommer aldrig tilbage. Hvis ikke unionen opfanger paradigmeskiftet og handler på den nye virkelighed, vil EU i fremtiden blive endnu mere isoleret og marginaliseret end tilfældet er i dag.

En ny verdensorden - intet mindre- var det overordnede tema for weekendens højprofilerede SCO (Shanghai Cooperation Organization) topmøde i Tianjin. Ikke gennem bondeopstande eller arbejderrevolutioner. Men gennem reformer af de internationale institutioner. Alternativt ved at skabe konkurrencedygtige modstykker.

Det var en ny verdensorden, der stærkere og tydeligere end nogensinde blev præsenteret i haglbyger af pomp og pragt, røde løbere, dansende børn, glade smil og hjertelige omfavnelser blandt alle dem, vi andre ikke må lege med: Putin, Xi, Lukasjenko, Erdogan, Pezeshkian, Hlaing - og til Vestens store fortrydelse Modi.

Problemet er beklageligvis og stik imod den europæiske fortælling om de slemme drenge og deres ugerninger, at de faktisk slet ikke gider lege med os.

Premium

Dette indhold kan kun ses af medlemmer.

Månedlig betaling

55

Årlig betaling

550

Hvorfor blive medlem og betale? Fordi det er medlemmerne, der betaler for indholdet.
Vi har gjort det så billigt, at alle kan være med.

Kontrast stræber efter at blive:

Dit borgerlige anker i en woke tid

En autentisk borgerlig stemme

En borgerlige modvægt

Debat med bid, vid og humor

Dit borgerlige fællesskab