Nick Hækkerups bratte afgang fra politik har fået regeringen ud i en mindre ministerrokade. Og mens det åbenlyst er en forfremmelse af Kaare Dybvad Bek at blive gjort til udlændinge- og integrationsminister, kommer det med en pris.
Problemet er ikke, at Nick Hækkerup har forladt Socialdemokratiet, selvom det selvfølgelig er et tab. Problemet er, at det har tvunget Kaare Dybvad Bek væk fra Indenrigs- og Boligministeriet for at sikre en fortsat stærk minister for udlændingeområdet.
Kaare Dybvad var som boligminister den fremmeste politiker i Socialdemokratiet til at varetage “det gule Danmarks” interesser. Det var reelt Socialdemokratiets overtagelse af Dansk Folkepartis tidligere vælgere i “udkantsområderne”, der sikrede venstrefløjen et kontinuerligt forspring til blå blok. Overtagelsen af DF-vælgerne sætter en stopper for vælgervandringer over midten, siden de, der er utilfredse med Socialdemokratiets højredrejning hopper til støttepartierne og ikke til oppositionen.
Dernæst kommer, at Kaare Dybvad Bek er en af de få intellektuelle politikere, hvis primære styrke ligger i evnen til at tænke frem for at handle. Ikke at Dybvad er en dårlig realpolitiker. Han er bare en overlegen politisk tænker i forhold til de andre på Borgen. Dét giver nogle gange mere magt end en magtfuld ministerstilling.
Som succesfuld ideologisk tænker har man indflydelse på hele regeringens politiske linje. Godt nok var det Ane Halsboe-Jørgensen, der var minister for uddannelse og forskning, da udflytningen af studiepladser blev lanceret. Men analysen og baggrunden var direkte fra Kaare Dybvads bøger Udkantsmyten og De lærdes tyranni.
På den måde kan man som tænkende politiker pludselig have magt over flere ministerier end sit eget – simpelthen fordi de andre løber efter de tanker, man præsenterer.
Ved at fremme Kaare Dybvad Bek til sin nye ministerpost og samtidig give det magtfulde justitsministerium til Mattias Tesfaye tilkendegiver Mette Frederiksen, at det bliver belønnet at tænke, når man er socialdemokrat. En sjælden anerkendelse i et politisk parti.
Prisen bliver til gengæld, at han vil blive sat i en position, hvor han ikke kan sidde som politisk underdog og tænke overordnede tanker, der appellerer på tværs af det politiske spektrum.
Som boligminister kunne Dybvad begejstre Pelle Dragsted hos Enhedslisten ved at få sat en stopper for Blackstone. Samtidig kunne han begejstre de nationalkonservative ved at tage et opgør med storbyfetischismens hærgen, hvor alt er blevet centraliseret til gavn for den akademiske elite. Derimod vil han ikke som udlændinge- og integrationsminister kunne imødekomme både højre- og venstrefløjen. Man kan ikke have åbne og lukkede grænser på samme tid.
Hvis først det går op for vælgerne i det gule Danmark, at Socialdemokratiet ikke længere har nogen, der aktivt repræsenterer dem, som Dybvad havde ansvaret for, kan de meget vel vende tilbage til blå blok. Særligt med Mette Frederiksens nylige omvendelse til grøn storbybegejstring taget i betragtning.
Et snarligt valg kan forhindre, at netop de vælgere når at opdage, at de er blevet forladt af regeringen. Så kan Kaare Dybvad Bek altid få et mindre betændt ministerium efter valget, hvor han kan fortsætte de ideologiske udfoldelser og genoptage den folkelige politikudvikling.
