Forholdet mellem Søren Kierkegaard og Regine Olsen er en romance af samme kulturhistoriske betydning som de (fiktive eller virkelige) kærlighedsforhold mellem Romeo og Julie, Werther og Charlotte, Abelard og Heloise, Tristan og Isolde, Faust og Gretchen osv.
Søren og Regine blev forlovede i september 1840: Han var på det tidspunkt dagdriver, digterspire og på jagt efter en idé, han kunne leve og dø for. Regine var en yndig, velopdragen pige fra borgerskabet, som vistnok ikke gjorde meget væsen af sig - men følelsen skaber som bekendt sin genstand, og Søren forgudede hende.












