Sigge Winther Nielsen er en energisk herre, hvilket afspejles i hans bog Entreprenørstaten. Her agerer han både forsker, graverjournalist og samfundskommentator. Bogen forsøger nemlig både at diagnosticere statens væsentligste dårligdomme, dække, hvordan det opfattes af ledende figurer i maskinen, og slutteligt give bud på, hvordan det hele kan løses.
Bogens argumenter illustreres af metaforen af demokratiet som hus, hvor der er en fordør og bagdør, og så selve huset, hvor politikere, embedsmænd og journalister er. Ved fordøren præsenterer politikere deres nyeste tiltag til omverdenen. I selve huset omsættes disse tiltag til virkelighed, og bagdøren er så resultatet – outputtet – af denne proces. Argumentet er, at der i nyere tid er for meget fokus på fordøren – at præsentere tiltag – og for lidt fokus på den egentlige effekt af disse tiltag.
Dette konkretiseres ved at analysere de 18 mest væsentlige reformer set over de sidste 20 år, hvor de vanlige skurke såsom folkeskolereformen, jobcentrene og reformen af Skat optræder. Dette er et af de mest interessante analytiske dele af bogen, da man for det første møder en sammenhængende evaluering af de reformer, der betyder mest for danskernes hverdag. Dernæst er det også interessant, da man møder oversete triumfer, såsom indsatser på kræftområdet og digitaliseringen af det offentlige. Bogen lykkes her med et selvstændigt mål, nemlig at oplyse om bagdøren, altså effekten af reformerne.
Hvor bogen kunne have været mere klarere i sit argument, er i dens diagnose af problemet. Udfordringen udlægges til at være, at der ikke leveres nok ved bagdøren, og at staten ikke formår at løse ”vilde problemer” såsom klima, integration, ulighed, ligestilling og indlæring. Løsning af vilde problemer kræver stor ambition og selvtillid, som Sigge Winther Nielsen eksempelvis indhenter ved at fortælle om DARPA-programmet. Det var det ikoniske amerikanske projekt, der fik en mand på månen, hvor staten faciliterede vide rammer for indsatsen.
Man kan måske forestille sig et DARPA-program til klimaet – en kæmpe teknologisk satsning, der kunne få hockeystaven til at slå igennem i 2030. Men findes der et DARPA-program til ulighed og ligestilling? Er det problemer, der kan ”løses”? Det er netop her, at bogens interventionsoptimistiske tilgang burde blive udfordret mere. For DARPA-programmet og entreprenante gener er nyttige ved, hvad man bredt sagt kan kalde tekniske problemer – hvordan laver vi emissionsfri energi, bygger en bro eller digitaliserer det offentlige.
Men ligestilling og ulighed er snarere kulturelle problemstillinger. Med kulturelle problemer menes, at man ikke kan finde en opfindelse eller en lov, der løser problemet. Det er tværtimod betinget af en fælles samtale, hvor forskellige værdier mødes, og nye normer udvikles. For at opstille det karikeret kan man sige, at de tekniske problemer løses af ingeniøren, mens kunstneren beskæftiger sig med det kulturelle. Og her kunne bogen tydeligere afgrænse, hvilke ”vilde problemer” staten i det hele taget kan og bør løse.
Omvendt er det bogens styrke, at den tager det for givet, at staten bare skal få løst en masse problemer. Bogen bliver meget konkret til slut, hvor den kommer med 30 forslag, som entreprenørstaten kunne anvende. Kvantitet er en kvalitet, og politikere og debattører bør notere sig, at det fungerer glimrende at liste konkrete løsninger op, der hurtigt kan læses og forstås.
Dermed er bogens form og ambition er dermed vellykket, om end det trækker lidt ned, at den indimellem bliver for talende og kammeratlig. Dette er særlig udtalt i bogens midterste del. Det bliver lige lovlig meget af det gode, når Sigge Winther Nielsen møder Hans Engell på Pastis, hvor hver får bestilt en rød bøf, og der derefter serveres daggamle anekdoter fra Engells tid i Justitsministeriet. Hvis en entreprenørstat for alvor skal blive en realitet, er det måske ikke det samme sæt skribenter og kommentatorer, der kommer til at levere løsningen, men snarere nogle vilde individer, som vi ikke kender endnu.
