Mette Frederiksen taler til danskerne som én, der lytter og mærker. Hun leder som én, der ved. Men i praksis vælger hun fortællingen før fagligheden, intuitionen før institutionerne og hastigheden før processen.
Når hun udviser handlekraft, bevæger hun sig uden om de beslutningsunderstøttende systemer, der skulle sikre, at politikken hviler på viden. For eksperter tilsidesættes, processer hastes, og evidens erstattes af fortællinger, der allerede ligger klar.
Gennem fem cases – fra diagnoser til mink – viser sig et mønster: En statsminister, der fremstår folkelig i formen, men autoritær i metoden. Som vil være tæt på folket – og samtidig hæver sig over de institutioner, der skulle begrænse magtudøvelsen over netop dette folk.
