Den britiske serie Forsvundet (The Missing) lagde ud i 2019. Den franske skuespiller Tchéky Karyo spiller hovedrollen som den pensionerede politimand Julien Baptiste, der er blevet freelance-ekspert i at finde forsvundne personer. Castet er internationalt, og scenen er europæisk hvor der veksles mellem forskellige lokationer. Hovedpersonerne er voksne og uglamourøse, og krimihistorien snor sig ind i den private historie. Det er gedigent spændende og gribende.
Forsvundet, sæson 2, fra 2021, er endnu en afsluttet historie over seks episoder. Den er også elementært spændende, men er den menneskeligt gribende som den første? Julien Baptiste tager denne gang til Ungarn for at hjælpe den britiske ambassadør Emma Chambers med at finde sin mand og to sønner, der er forsvundet under en vandretur. Der veksles mellem fortid og nutid, og vi forstår at ambassadøren på et tidspunkt efter forsvindingen er endt i kørestol. Hvad er der sket?
Desuden fremgår det at hun bærer på en stor sorg, allerede inden begivenhederne tager fart. Emma Chambers er i sandhed en mater dolorosa, men samtidig er hun en handlingens kvinde der frygtløst tager del i eftersøgningen. Hun bliver en slags meddetektiv. Baptiste bærer også på en sorg. Hans efterforskning fik direkte konsekvenser for hans familie, og nu er hans ægteskab truet. Skyldtemaet er præsent, så mon ikke også Emma Chambers bærer på en skyld?
Det er et klassisk tema, at tv-detektiver har problemer med deres familie, hvis de overhovedet har en. Arbejdet overskygger (næsten) alt. Det tema ser man også i ældre serier som den britiske Sagen genåbnet samt i de svenske Beck og Wallander. I Forsvundet er skruen blevet strammet: Der er ikke blot som tidligere tale om forsømte børn og ditto partnere – hvis da ikke de fraskilte detektiver har fundet sammen med en fra arbejdet – men nu risikerer børn og partnere liv og lemmer.
Detektivarbejdet bliver for alvor destruktivt. Efter at have set begge sæsoner af Forsvundet aner man en kritik at den senmoderne selvrealisering der ofrer de nære relationer på karrierens alter.
Historien i Forsvundet, sæson 2, er speget og indviklet. Under eftersøgningen kommer de to hovedpersoner på sporet af højreekstremistiske kriminelle netværk der har forbindelse til et højrenationalistisk parti med vind i sejlene. En vigtig biperson er en selvbevidst kvindelig detektiv med tyrkisk baggrund. Hendes far bliver overfaldet af gangsteraspiranter og omkommer uden for sin købmandsbutik, selvom han altruistisk havde rakt hånden ud mod bøllerne. Indvandrerkvarteret er ellers fredeligt og hyggeligt på den kulørte, multikulturalistiske måde. Det smukke og fotogene Budapest er råddent bag facaden, plaget af racisme og fremmedhad.
Historien om ambassadørens personlige tragedier er inkorporeret i den ydre historie om øget indvandring og voksende højreekstremisme i Ungarn. Emma Chambers, ramt på sin familie og lænket til en kørestol, bliver mere og mere sammenbidt og stålsat på den typisk britiske måde. En kvinde der er sej som få, og som oven i købet evner at bibeholde sin politiske korrekthed. Hun nægter til det sidste at koble sin personlige tragedie til indvandrersituationen, for den skal ikke udnyttes politisk i en tid med ondskab, populisme og fremmedhad. Det er også usædvanligt at en pårørende bliver en slags meddetektiv.
Det kunne ellers have været spændende og anderledes med en kvindelig pendant til Charles Bronsons hævnerfigur i spillefilmen En mand ser rødt fra 1974. Så ville historien have set helt anderledes ud. Krimigenren kendetegnes jo ved at de urmenneskelige, forbudte følelser får frit løb. Hævn er nok den vigtigste af de følelser, og man kan kalde den hævnende akt for en art præjuridisk retfærdighed. Det er detektiven der med sin opklaring er med til at genoprette retstilstanden, for hævnforbryderen får til sidst sin velfortjente straf.
Det er vel også en af grundene til krimigenrens succes: Seerne kan få katarsis ved at gennemleve de følelser som de ikke kan få afløb for i det civiliserede retssamfund. Samtidig betyder opklaringen en nødvendig tilbagevenden til det civiliserede, hvor følelserne nok er blevet forstået, men vigtigst af alt er de blevet tøjlet.
I Forsvundet 2 er hævntemaet fraværende, fordi der er andre tematiske dagsordner. For det første vil man fortsat skildre moderne karriereforældres skyld og forsømmelighed i forhold til deres børn og til hinanden, en skyld som hovedpersonerne forsøger at sone på næsten religiøs vis. For det andet vil man opdrage på seerne så de bringes til at indtage den korrekte, venstresnoede holdning til tidens vigtigste udfordring i Europa, nemlig indvandring fra Stormellemøsten.
Den franske filosof Alain Finkielkraut skriver i sin seneste bog, L’après littérature (Tiden efter det litterære), om forholdet mellem smerte og frygt på den ene side og politisk handling på den anden. Almindelige menneskers bekymringer og negative følelser i forhold til masseindvandring er legitime og skal tages alvorligt af politikerne. De følelser skal omsættes til politisk handling og ikke blot afskrives som værende primitive og forkerte. Hvis ikke smerten og ubehaget får en status, er skridtet til had og ekstremisme farligt nært.
Ambassadør Emma Chambers gennemgår i tv-serien en mors værste mareridt, og som seer tænker man uvægerligt: Hvad nu hvis det var en selv? Men hun bevarer sin indvandrervenlige humanitet og tolerance ud over enhver rimelig grænse. Det er urealistisk og postuleret.
Serien kan streames på DR.dk. Sæson 1 har ikke nogen bastant politisk dagsorden, så der kan man bedre slappe af.
