Jacob Mchangama, stifter og direktør af tænketanken Justitia, er aktuel med bogen Free Speech: A History from Socrates to Social Media (2022), og som rendyrket historisk dokumentation er Mchangamas fortælling en fryd. Det bliver blandt andet klart, mens man læser bogen, at ytringsfriheden aldrig rigtigt har eksisteret. Nærmere har den altid siddet som en spinkel stemme ved et større og ret så rodet forhandlingsbord.
Konflikten mellem den totale, principfaste ytringsfrihed og den selektive ytringsfrihed går helt tilbage til antikken, forklarer Mchangama. 431 år før Kristi fødsel beskrev den athenske statsmand Perikles Athen som et demokrati, fordi ”magten ikke er i hænderne på en minoritet, men på hele folket”. Perikles medtog selvfølgelig ikke i sine overvejelser, at hverken slaver, kvinder eller udlændinge havde stemmeret.
Cicero, lokaliseret i Rom, bød på en filosofi, hvor praksis og princip var mere ligestillet. De bedste mænd i senatet var frie til at åbne deres mund, men ”artisaner, butiksejere eller den slags afskum” skulle holde sig væk. Spændingen mellem den romerske og athenske filosofi har karakteriseret debatten om det frie ord lige siden, og argumenterne for og imod den totale ytringsfrihed er altså ikke nye som sådan.
Det er de heller ikke, uanset hvor spændende, i Mchangamas bog. Ikke blot fordi de athenske og romerske statsmænd ytrede dem for tusinder af år siden, men også i den forstand at Mchangamas bog er en art transskribering af hans egen, meget gode podcast om ytringsfrihedens historie, Clear and Present Danger, som løb fra 2018 til 2020.
Nedslidte eller ej er Mchangamas kortlægning af og eksempler på ytringsfrihedens hykleriske historie fascinerende. Igen og igen bliver det klart, at selv de, der har talt mest fornemt om den første frihed, har givet efter for andre principper under de rette forhold. Ytringsfriheden har aldrig eksisteret. De, der fortalte os, at de troede på den, viste noget andet med deres handlinger. Mchangama kalder denne form for kapitulation ”Miltons forbandelse”, og listen over forbandelsens ofre er alenlang. Mchangamas bog fjerner kynisk de sidste heltebilleder over frihedskæmpere, du måtte have hængende tilbage på din væg.
Briten John Milton udgav i 1643 et af de stærkeste forsvar for ytringsfriheden, Aeropagitica, men i sine sene dage blev han en del af et censorkorps, for blasfemi var trods alt for meget af det gode. Martin Luther var også offer for forbandelsen. Han så pressen som ”Guds højeste og mest ekstreme form for nåde” og nød selv godt af pressen, da reformationens idéer skulle udbredes, men der gik ikke længe, før han opfordrede de højere magter til at slå, dræbe og stikke de oprørske bønder, som havde læst hans pamfletter og nu varmede op til revolution.
Voltaire, en af oplysningstidens store helte og fortalere for ytringsfrihed, bukkede også under for forbandelsen. For det er et meget godt spørgsmål, skrev Voltaire, ”i hvilken grad pøbelen, altså 9/10 af den menneskelige race, skal behandles som aber”. Og da de revolutionære kom til magten under den franske revolution, valgte frihedskæmperen Maximilien de Robespierre at underskrive Lov 22 af Prairial, som dømte fjender af folket og revolutionen til død ved guillotinen. Forbandelsen havde igen slået rod.
Hvad drog disse frihedskæmpere til at kaste deres egne principper over rælingen? Ifølge Mchangama var det folkesikkerheden og folkesundheden. Det var juristen Oliver Wendell Holmes, som i 1919 for første gang forsøgte at trække den juridiske linje mellem tale og handling – en linje, der lagde navn til Mchangamas podcast. Hvis en tale skaber ”klar og aktuel fare”, har kongressen ret til at forbyde den. Spørgsmålet er, om ledere som Luther og Robespierre – eller Mchangama selv – er enige om, hvor Holmes’ linje trækkes.
Bogen mister sin pondus, når Mchangama blander sig i diskussionen om den holmesianske linje. Det er bredt anerkendt, også af Mchangama, at radiomediet bidrog til folkedrabet i Rwanda i 1994, hvor tæt på en million af den etniske minoritetsgruppe tutsi blev slået ihjel af væbnede militser. Men hvor præcist skal linjen mellem tale og handling drages mere generelt? Mchangama vover at komme med sit eget bud. Linjen skal groft set trækkes mellem dem, der skriver antisemitiske eller antimuslimske fordomme online, og dem, der står foran en moské eller synagoge og opildner til at angribe jøderne eller muslimerne.
Hvis linjen er strengere end dette, så er du gået for langt i din censur. Mchangamas bygger sit argument op via guilt-by-association. Moderne, liberale regeringers forbud mod eksempelvis hadtale er nemlig baseret på de samme argumenter som dem, anti-abolitionister og kolonister brugte til at undertrykke minorititer. Abolitionisterne i Amerika i det 19 århundrede havde det vældig svært, for ”den uundgåelige konsekvens af abolitionistiske tekster er at vække uro, had og oprør blandt slaverne”, som en kommentator skrev.
Abolitionisterne skulle tie stille, for deres tale var farlig, og samme logik blev brugt af den britiske regering til at undertrykke ytringsfrihed i deres kolonier i det 20 århundrede. Briterne var fortalere for pressefrihed i hjemlandet, men i kolonierne var de bange for, at en fri presse ville lede til oprør blandt de koloniserede. Så den ene frihed blev ofret for den anden.
Da den daværende tyske kansler Angela Merkel i 2019 erklærede, at ”ytringsfriheden har grænser, og den grænse begynder, hvor der er opildning, og hvor had bliver spredt,” satte hun sig dermed i bås med anti-abolitionister og kolonister. Hvad Mchangama ikke nævner, er, at han selvfølgelig trækker sin egen holmesianske linje.
Mchangama stiller sig dermed i kor med USA’s førstedame fra 1933 til 1945, Eleanor Roosevelt, som i 1950 advarede mod at inkludere hadtale i menneskerettigheder, for ”enhver kritik af offentlige eller religiøse instanser kan alt for let beskrives som hadtale og dermed forbydes”. Ligesom Roosevelt frygter Jacob Mchangama, at totalitære og liberale regimer bruger samme klædeskab, men sørger for aldrig at ses derinde på samme tid.
Generelt holder Mchangamas argument ikke vand. At totalitærstater og liberale stater har brugt samme grundlæggende metoder og argumenter, gør ikke metoderne og argumenterne ugyldige. Vi kan både beskatte gode og dårlige ting, men det gør ikke, at de gode ting, vi beskatter, pludseligt er dårlige. Mchangama glemmer, at samme metode kan bruges til forskellige endemål. Det er et argument, Mchangama selv fremfører, om end ubevidst.
Mchangama kalder det rationale, at nazismen blandt andet opstod, fordi Hitler fik lov til at sprede sit hadefulde ord, for ”Weimar-fejlslutningen”. Hitler blev forsøgt stilnet, om end uden held, og da Hitler selv kom til magten, kunne han bruge de illiberale begrænsninger af det frie ord til hans egen fordel. Det var ikke det frie ord, der var skyld i nazismens storhed. En alternativ konklusion fra Weimarperioden er, at ytringsfriheden og manglen på selvsamme kan bruges til både gode og dårlige formål. Det synes at være det, Mchangamas egen historiske kortlægning viser. Det er bare ikke den konklusion, han selv drager i bogen.
Generelt er værket rettidig og fornemt researchet, men lykkes ikke helt med sin ambition. Årsagen er først og fremmest, at bogen på én gang forsøger at være en total kortlægning af ytringsfrihedens lange historie og et politisk og filosofisk forsvar for den første frihed. Mchangama vil gerne nå en simpel konklusion, men hans egen historie viser, at simple konklusioner aldrig er at finde på det frie ords kampplads.
Faktaene i bogen er hele vejen igennem de mest interessante. Ytringsfriheden har aldrig eksisteret, og hvis vi har levet i en guldalder efter 2. verdenskrig, så er den nu på retræte. I 2003 havde 41 % af verdens lande en fri presse. I 2016 var det 31 %. Mellem 2001 og 2020 er antallet af fængslede journalister steget med 78%. I 2021 er scoren for demokrati fra EIUD den laveste siden 2006, hvor instansen blev opført. Flere tusinde er allerede arresteret på verdensplan for publikation af falske nyheder i forbindelse med covid-19, i Tyskland lovgiver man mod bogbrænding, og i Frankrig nægter publicisten Gallimard at udgive den kendte forfatter Louis Ferdinand Célines anti-semitiske pamfletter fra 1930’erne.
Det hele står skidt til, ikke? Det mener Jacob Mchangama i hvert fald. Men han formår ikke at adressere det spørgsmål, han er så optaget af: Præcist hvordan tegner vi en universal holmesiansk linje op, som alle kan enes om? Det er aldrig lykkedes og vil givetvis aldrig lykkes. I stedet er det Roms filosofi, der har bestemt, hvor der må tales og ties.
Mchangamas bog bliver i sidste ende et lettere hult forsvar for ytringsfriheden nærmere end et dokument over, hvor kompleks, paradoksal og intrikat ytringsfriheden er for en størrelse. Det er ærgerligt, for de rent historiske elementer er dybt researchede og fornemt fortalt. For det alene er bogen mere end værd at læse.
