“Pædagoger med en professionsidentitet og en praksis, der er rundet af solide normkritiske kompetencer, er af uvurderlig betydning på dagtilbudsområdet.”
Så klar er udmeldingen i antologien Normkritik i pædagogisk praksis redigeret af Karen Liebing Madsen, Janne Jørgensen og Jacob Graack, der, ifølge Saxo, indgår som en del af pensum på pædagoguddannelserne i Odense og Nykøbing Falster.
Som navnet antyder, har bogen til formål at fremme en normkritisk tilgang blandt fremtidige pædagoger. Dermed lægger bogen sig i kølvandet på den praksis, som eksempelvis Normstormerne har anvendt i aarhusianske og københavnske skoler, samt den, der anvendes i lærebogen Køn, seksualitet og mangfoldighed, som Kontrast tidligere har omtalt, og som også indgår i pensum på en række pædagoguddannelser.
I indledningen af Normkritik i pædagogisk praksis fremgår det, at forfatterne ønsker at “sætte fokus på pædagogers ansvar for at udvide deltagelses- og udfoldelsesmuligheder” og at de gør dette ud fra “en socialkonstruktivistisk forståelse af udvikling og identitet”.
Med afsæt i den forståelse anbefaler bogen, at pædagoger kan gøre op med traditionelle kønsnormer, og nævner billigende, hvordan en børnehave ændrede Tornerose til den homoseksuelle Prins Tjørn, der blev vækket fra sin søvn med et kys fra en anden prins.
Pædagogerne gjorde ikke noget stort nummer ud af ændringerne, da dette kunne risikere at være udtryk for en “problematisk tolerancemagt”. Forfatterne forklarer også, at fremtidens pædagoger med fordel kan “omtale karakterer i sange og litteratur som ‘den/hen/de’, hvilket bryder med den binære tankegang og bygger på andre kønsopfattelser enten ved at være kønsfri eller ved at italesætte det nonbinære, trans- eller interkønnede”.
Forfatterne erklærer endvidere, at “Pædagoger skal have en udvidet opmærksomhed på, at kønsidentitet hele tiden er til forhandling, og at de som professionelle har ansvar for konstant at holde disse forhandlinger i gang”.
Produktion af "muslimskhed" er svær at slippe af med
Det er dog ikke kun køn, som forfatterne mener er præget af potentielt problematiske normer. Også etnicitet og religion er noget, som kan volde nogen problemer. Når det kommer til muslimske børn, peger forfatterne på, at:
“... produktionen af kategorien ‘muslimskhed’ i klasserummet [er] en svær kategori at slippe af med”, fordi det er “noget, de minoriserede børn identificerer sig selv ud fra og bliver identificeret med af omgivelserne.”
Når det kommer til problemer med elever med indvandrerbaggrund, der skaber uro i undervisningen, kan det ifølge forfatterne forklares med, at disse elever blot lever op til majoritetssamfundets fordomme, med henvisning til antropologen Laura Gilliam:
