At drikke vin som social aktivitet, under en middag, med fuld bevidsthed om vinens udsøgte smag og det sociale bånd, der skabes mellem de spisende – det er arketypisk borgerligt. Den moderne, sekulære pendant til antikkens symposion hører til hos os blå, mens modparten slår sig løs med Fanta og marihuana eller, værre endnu, slet ikke drikker, da man i sin helbredsfanatisme forestiller sig at være smuk, til man er 80.
Hashhovederne og quinoakulten fortjener hinanden, men vi borgerlige fortjener det bedste. Derfor har Kontrast bedt en række borgerlige anbefale vin, som læserne bør prøve i 2023.
Vi giver ordet videre:
Morten Messerschmidt, formand for Dansk Folkeparti, anbefaler: Château Deyrem Valentin Margaux 2015:
”Held og uheld: Dot og jeg holder meget af at køre rundt og besøge de mange producenter i de franske vindistrikter – store som små. Under en rejse for nogle år tilbage i Bordeaux havde vi planlagt et besøg hos Margaux-producenten Kirwan. Men selv i et fransk vinparadis kan der være slanger.
Idet vi ankom til gårdspladsen, så jeg til min ærgrelse tre kæmpe turistbusser. Tanken om at skulle bese kælderen sammen med måske 100 andre turister slog mig næsten ud. Når vi rejser, er et af privilegierne netop at være private. Så hvad nu?
Snarrådigt bladrede jeg i vores medbragte Guide Hachette des Vins, der giver et fremragende overblik over vinhuse i Frankrig. Rundt om hjørnet lå et, hvis navn jeg dårligt nok kunne udtale: Deyrem Valentin. Her måtte man lade heldet råde.
Låst! Ikke noget godt tegn. Først da vi slukørede var ved at vinde tilbage til bilen, lød der trin. Langsomt slæbende gik nogen i perlegruset på den anden side. Adstadigt gik porten endelig op, og en ældre herre viste sig. Høfligt forklarede vi, at vi havde set hans vine omtalt i guiden. Mon det var muligt at høre om hans vine, måske smage eller endda købe lidt?
“De er heldig,” sagde den ældre herre, og venligt lukkede han os ind på gårdspladsen, hvor vi anede markerne i baggrunden. Nonchalant pegede han rundt og kunne anvise hele tre naboer i den absolutte Margaux-top. Jeg var imponeret. Var det ligefrem held i uheld, at turistbusserne havde valgt at besøge Kirwan samme dag som os?
Smagningen vil jeg aldrig glemme. Vi fik fejet fødderne fuldstændig væk under os af begejstring. En mesterlig vin med al den stringens og struktur, som en ægte top-Margaux kan byde på. Euforiske gik vi derfra med fire kasser, hvor vi havde betalt 18 euro pr. flaske – og med en kvalitetsvin, der snildt kunne koste det dobbelte.
Enhver kan finde sig en god og dyr vin. Sporten er at finde den gode vin, før markedet får øjnene op, og prisen stiger. I dag koster en flaske Deyrem Valentin faktisk mere end det dobbelte. Men det er den også værd. Og jeg har stadig et par flasker af 2015 liggende. Dem gemmer jeg lidt endnu. Til minde om den flinke ældre herre.”
Ole Birk Olesen, gruppeformand for Liberal Alliance, anbefaler: Domaine Tourbillon Vieilles Vignes Gigondas:
”Jeg kan li’ vin – især rødvin, både smagen og den afslappethed, som den skaber, når man er i godt selskab. Men den må ikke være sød, så er jeg hellere fri, og den må ikke være ligegyldig. Jeg vil ha’ kraft, tanniner, syre og gerne duft af ensilage fra min barndoms kostald.
Jeg anbefaler en flaske fra Gigondas i det sydlige Rhônes, som producerer vine, som minder om dem fra det med rette eftertragtede naboområde Châteauneuf-du-Pape, men ofte med endnu mere tydelig tannin og altid til en lavere pris. Jeg snupper 6 flasker Gigondas fra Domaine Tourbillon for 229 kr./stk. hos Laudrup Vin.”
Lars Seier Christensen, investor, grundlægger og CEO for Seier Capital, anbefaler: Altagracia 2016 Cabernet Sauvignon – Eisele Vineyard:
”Jeg har en klar præference for kraftige rødvine baseret på Cabernet Sauvignon-druen, og i mine øjne er ingen bedre til det end Napa Valley.
Min allersidste flaske vin, når jeg en dag skal forlade denne verden, bliver nok kultvinen Screaming Eagle, men den er efterhånden absurd dyr.
Hvis du vil prøve en Napa Cab af meget høj kvalitet, men til en mere rimelig pris, ville jeg anbefale dig Altagracia fra Eisele-vingården i Calistoga. Du bør også besøge vingården, hvis du er i området. Den er meget smuk, og det skjuler sig ikke, at Francois Pinault, der også ejer blandt andet Chateau Latour, købte vingården i 2013. Fransk elegance med amerikansk muskel – og det samme kan man sige om vinen.
Altagracia er faktisk kun vingårdens andenvin, så hvis du virkelig vil give den gas, så prøv førstevinen Eisele. Men Altagracia er et fremragende eksempel på områdets ypperste vine, der ikke ruinerer dig helt, så start med den.”
Marianne Stidsen, lektor emeritus, litteraturhistoriker og debattør, anbefaler: Prosecco DOC Cuvèe Beatrice, Ca’ Furlan:
”Rødvin, hvidvin og øl drikker jeg stort set aldrig. Mit vokabular for vin er: Er den sur eller ikke-sur? Med hård spiritus er det endnu værre.
I min fryser har jeg liggende en flaske O.P., som min veninde, digteren Pia Juul anbefalede mig, fordi den skulle være så god at sove på. Pia døde tragisk nok i 2020, og jeg tror hun ville sende bebrejdelser ned fra sin himmel, hvis hun vidste, at O.P.’en stadig lå der.
Én vinsvaghed (eller -styrke) har jeg dog, og det er champagne. Når jeg får champagne, bliver jeg først i et farligt godt humør. Og så, bum, falder jeg i søvn. Så min anbefaling vil være: Drik en god flaske bobler, som ikke behøver at være specielt dyr.
Jeg foreslår den italienske Prosecco DOC Cuvèe Beatrice, Ca’ Furlan, som blev serveret til min 60-års fødselsdag sidste år. Den sagde spar to. Alle – inklusive jeg selv – blev i et farligt godt humør. Vi grinede og grinede. Og så faldt vi, bum, i den sødeste søvn.”
Lars Tvede, investor, forfatter, iværksætter og grundlægger af Supertrends Institute, anbefaler: Hacienda Monasterio:
”Min far fortalte mig engang, at man kun burde bo i et land, hvor der blev dyrket vin. Vin foretrak nemlig præcis det samme klima som fornuftige mennesker, forklarede han. Jeg tænkte, at hans råd også havde noget med selve vinen at gøre, for han var rimelig stor forbruger af den. Dog kun i flydende form; vindruer var i hans øjne ”vin i pilleform” og uinteressante. I øvrigt kunne man engang dyrke vin i Danmark, antager jeg, for vi ved i hvert fald fra den såkaldte Domesday Book, forfattet i år 1086, og andre dokumenter, at man dyrkede vin i England for omkring 1.000 år siden.
Men hvis man kan brygge vin i Europa i dag, skal man rykke syd for Danmark, og det leder til det fun fact, at Spaniens bedste vinbrygger er dansker og hedder Peter Sisseck. Hans flagskib er kultvinen Pingus, som koster i omegnen af 10.000-20.000 kroner per flaske. God er den, men prisen er så også for viderekomne. Men derudover laver han de billigere Flor de Pingus, Psi, Clos d'Agon og Hacienda Monasterio. Det er den sidstnævnte jeg vil anbefale; den koster typisk 4-500 kroner og smager himmelsk. Jeg har serveret den for hundredvis af mennesker, og ingen, som i nul, har sagt andet, end at den var pragtfuld.”
Rasmus Ulstrup, direktør for Kontrast, anbefaler: Arnaldo Caprai, Sagrantino di Montefalco, 2018:
”Hvis Lord Voldemort var vinbonde, ville han lave vin på Sagrantino-druen. Farven er kulsort. Mørke bær, der dominerer. Tanninniveauet er det højeste af alle druer i verden, og du vil straks mærke den udtørrende effekt, der får gummerne til at skrumpe.
Druens voldsomme kendetegn gør den selvsagt svær at lave ordentlig vin på. Alligevel er der omkring 50 vinbønder i verden, der forsøger hvert år. Arnaldo Caprai er den bedste.
De færreste vil kunne lide det. Mindst af alt danskere, der er vant til at drikke flommefede vine. Til gengæld er det en vinoplevelse, alle mennesker skal gøre sig i løbet af livet. Prisen er høj – oplevelsen ligeså.”
***
Anbefalinger således videregivet! Så er der kun tilbage at huske, at vin er langt det fornuftigste, man kan drikke til sociale lejligheder. For mens vin til tider kan gøre den drikkende opstemt, kan vand kun gøre en kedelig.
Glædelig 2023!
